lørdag den 21. oktober 2017

Bjørneby





Oversat af Louise Ardenfelt Ravnild
Bjørneby er første bind i en serie på to romaner om en lille by med store drømme. Det Fredrik Backmans femte danske udgivelse, hvoraf En mand der hedder Ove nok er mest kendt (se mere nederst) Ved siden af forfatterskabet er svenskeren debattør, blogger og skribent. Du kan læse mere om forfatteren her

Bjørneby er en svensk by, helt oppe i det kolde og mørke nord, hvor der ikke er ret mange tilbageværende indbyggere, og byens eneste store arbejdsplads fabrikken, er ikke, hvad den var dengang den samlede de pensionerede ishockeyspillere op. Derfor er der faktisk kun én enkelt ting byen kan samles om: Bjørneby ishockeyklub. Klubben har en lang og stolt historie, men desværre er det mange år siden, de har vundet noget og de tørster. Den tørst ser ud til at kunne slukkes da byens juniorhold er få kampe fra at blive svenske mestre. Byen er på den anden ende i jubel og store planer er allerede lagt for de kommende år, for den store betydning et mesterskab vil betyde for byen. I den sitrene stemning der hersker, forsøger de forskellige interessenter at finde deres vej gennem mylderet. De unge kæmper mod mobning, udelukkelse og ikke mindst kæmper de for at passe ind, både på holdet og udenfor. Klubbens folk, alt fra direktør over sportschef til sponsorer, forældre og trænere, har travlt med at diktere, hvordan alle andre skal opføre sig og, hvordan en klub og en by skal drives. Men naturligvis går noget galt, noget får fatale følger og kommer til at forfølge byen og dens indbyggere. For, hvor godt kender vi egentlig hinanden, hvor langt vil vi egentlig gå for at forsvare, hvad vi mener er vores eller anses for vores ret til succes?

Jeg har fulgt hele Backmans forfatterskab, og det med stor begejstring. Han kan noget helt unikt i forholdet til menneskets indre. Han formidler tanker, handlinger og ikke mindst egenskaber, så fuglene synger. Som altid er Fredrik Backman en mester i at servere moralske dilemmaer, og gerne flere af dem. I Bjørneby kører han dem af på stribe. Kort, præcist og så levende, at du ikke er et sekund i tvivl om, at det her er virkeligheden. Jeg vil undlade at gå i detaljer, for det ødelægger læseoplevelsen, jeg vil blot konstatere, at det her er meget mere, end blot underholdning.

Således også her i Bjørneby, hvor sproget flyder, handlingen er levende og personportrætterne - Mand, kvinde, ung eller gammel, samtlige figurer er knivskarpe. Han evner både de små præcise punchlines, der giver læseren stød i mellemgulvet og en skarp eftertanke og så mestrer han også at skabe et univers, der kunne rumme du og jeg – jeg bøjer mig, igen, i støvet.

Bjørneby er en kæmpe kærlighedserklæring til ishockeysporten, romanen emmer af engagement, kærlighed og en intensitet som alle, der har en lidenskab kender. I dette tilfælde er det så ishockey, men det kunne have været andet. Nu har jeg et langt liv indenfor ishockeysporten bag mig. Så for mig var det en stor glæde at få kombineret to lidenskaber: litteratur og ishockey – desværre var det også præcis den baggrund, der konsekvent fik mine tæer til at krølle sammen: Jeg kunne rigtig godt have tænkt mig, at man havde sat sig ind i de danske betegnelser i sporten, i stedet for slavisk at oversætte ordret fra svensk. Bogstavet R skal ikke i nærheden af en puck. F.eks. ”[…] det handler om at skøjte meget, skyde mange pucker i målet, skabe chancer[…]  Inden for sporten er samme sætning: ”det handler om at skøjte meget, lægge mange pucke ind foran mål og skabe chancer… Jeg håber virkelig det bliver ændret i de kommende oplag og ikke mindst i den afsluttende roman om Bjørneby, for det var altså et tilbagevendende irritationsmoment, der forstyrrede læsningen og ikke yder fortællingen den gunst den ellers fortjener og det er en stor skam.

Som nævnt er Bjørneby første bind ud af to om Bjørneby. Om du er til ishockey, sport eller blot ønsker din familie succes, så vil du kunne relatere til mange af de dilemmaer der her beskrives. Udover oversættelsen, har jeg kun én eneste anke: der er ingen dato på udgivelse af næste bind. For Backman har gjort det igen, igen - fængslet mig fra start til slut og givet mig, endnu mere stof til eftertanke – Jeg er stadig enorm stor fan!



Tidligere udkommet og anmeldt på Bognørden

En mand der hedder Ove (2013)

Britt-Marie var her (2014) – Læs anmeldelsen her

Min mormor hilser og siger undskyld (2015) – Læs anmeldelsen her

Ting min søn skal vide om verden (2016) – Læs anmeldelsen her

© Bognørden

søndag den 15. oktober 2017

Karen Jeppe - Et lys i rædslens mørke

AF Kåre Bluitgen





Karen Jeppe er andet bind i serien ”De gik forrest” første bind om Nina Bang udkom i 2016 (læs mere nederst på denne side) Serien omhandler danskere, som var foregangskvinder- og mænd på deres tid. Det være sig indenfor Humanisme, videnskab og i politik.

Karen Jeppe blev født i Jylland i 1876. Da hun rundede sit første leveår, blev hun ramt af lungebetændelse, som var livstruende på den tid. Ikke mange troede på, at Karen ville klare den, men det gjorde hun – desværre blev det begyndelsen på et liv med et noget plaget heldbred. Men det skulle ikke holde Karen tilbage, hun fattede interesse for de mennesker, der levede med krig, slaveri og sygdom, og rejste til Tyrkiet for at hjælpe det armenske folk, der var voldsomt angrebet af tyrkerne. Resten af sit liv, brugte Karen Jeppe på at hjælpe krigens ofre, tankevækkende er det da også, at hun døde i Aleppo, den syriske by, der igen i dag, er hårdt plaget af både Islamisk Stat og præsident Assad.

Bogen henvender sig til de mindre skolebørn, jeg vil mene fra 3. klasse og opefter. Sproget er i korte sætninger, mens private fotografier hjælper til at sætte tingene i perspektiv. Historien og Karen Jeppe er på alle måder vigtig, ikke mindst, da nogle af de grusomheder, Karen oplevede for over 100 år siden, igen i dag er aktuelle.

Bogen er voldsom i beretningen, jeg vil derfor anbefale at der er ”voksen-adgang” for der vil med garanti komme mange spørgsmål og tanker frem i barnet, ligesom der er nogle steder, hvor forfatteren beskriver hændelser, uden at følge dem op – dér skal der være mulighed for at barnet skal kunne snakke om tingene, og få spørgsmål besvaret..

I helheden er serien super god og vigtig. Jeg vil mene, at serien kan bruges både som undervisningsmateriale, til børnenes frilæsning og som højtlæsning.


Tidligere udkommet i serien: De gik forrest – og anmeldt på Bognørden:



© Bognørden.

lørdag den 14. oktober 2017

Hva´ så nu? Geo

Levende, lykkelig og langt fra ok


AF Christian Geo Heltboe



Geo har en lang karriere som stand up komiker bag sig, men efter at være ramt af kræft hele to gange, er han måske i højre grad cancer ambassadør. Geo debuterede med biografien Ikk´ for sjov – om kemo og komedy. En hudløs fortælling om at være cancerpatient, om at være en kendt-cancerpatient og om alle de op og nedture en livstruende sygdom kan afstedkomme. Meget er sket siden Geo debuterede som forfatter og påbegyndte sin turné med kemo og komedy – og det er så det, Geo tager hul på her i fortsættelsen: Levende, lykkelig og langt fra ok. Du kan se mere om Geo her

”[…] OBS-kampagnerne nævnte aldrig noget om, at kræftdiagnoser blev styret via en kræfttombola fra landet Tilfældia […]”

Fem år er gået siden Geo i 2012 blev erklæret rask – for anden gang. For Geo fik testikelkræft, blev erklæret rask, for derefter at gennemgå en stor lungeoperation og efterfølgende kemoterapi, da der var sket spredning til lungen. Hvor Ikk´ for sjov beskæftiger sig med det kaos, der opstod med diagnosen og beskrev forløbet under den hårde kemoterapi, er denne efterfølger, en fortælling om livet de første fem år efter sidste raskmelding. For selv om hospitalet siger, at der ikke er mere cancer, så er det cancer, der fylder rigtig meget i Geos hverdag. Han er hundeangst for den mindste smerte: Det er helt sikkert cancer igen. Det samme er hans datter Effie. Hun har for altid fået en angst for at miste sin far, og den angst er ikke let at håndtere for en forælder. Samtidig måtte Geo sande, at hans lykke over at være i live, konfliktede med hans hustrus behov for at bearbejde, hvor bange hun har været under forløbet. Derfor blev et skrøbeligt ægteskab igen konfliktfyldt og Geo valgte at gå fra sin hustru. Udover de mange personlige op og nedture, sadlede Geo helt om professionelt og har åbnet mange øjne i sundhedsvæsenet – men træerne vokser ikke op til himlen, der er stadig meget tilbage at ønske. Kort sagt: Hvad så nu? Geo er en hudløs fortælling om de mange tanker, der følger i kølvandet på en livstruende sygdom, og hvordan dette menneske har grebet det an.

Bogen er delt op i fem stadier – et for hvert år, der er gået siden raskmeldingen. Mest af alt fordi de årlige kontroller er skelsættende og angstfremkaldende, der sigtes hele tiden frem mod den vigtige femte kontrol. Sproget er noget ungt og korrekturen skrider sine steder, specielt mod slutningen. Geo er glad for ordet ”damn” og så veksler han sin fortælling mellem notatform og egentlig fortælling. Det gjorde ikke noget godt for min læseoplevelse men i helheden er boget yderst letlæselig, ikke mindst fordi den er så vedkommende, levende og meget tankevækkende.

Jeg brød mig ikke om Geos tidligere standup repertoire, så jeg gik til den debuten med en god portion skepsis – og blev gjort godt og grundigt til skamme. Geo væltede mig omkuld med sin vedkommende og hudløse fortælling. Og da jeg samtidig sad som lokalformand for Kræftens Bekæmpelse, var jeg henrykt da det efterfølgende det lykkedes mig at få Geo ud, lige i begyndelsen af hans nye æra. Jeg mødte et super sympatisk, varmt og meget sårbart menneske, der udover at berette om hans egen kamp, også lykkedes med at sætte gang i forbedringer for kommende patienter – det kan jo kun afføde stor respekt. 

Den mission fortsætter Geo – igen prikker han hårdt og virkelig præcist ned i de problematikker, der stadig forekommer i mødet mellem system og mennesker. For faktisk åbner Geo også op for (mod)spillet mellem stridende parter i et forhold, der ikke kører optimalt – hvem kan ikke relatere til det – momentvis? Så bogen kan også bruges som en kickstarter til at få taget hul på de svære snakke i parforhold og familier.

Summa summarum: Om du er cancerramt, pårørende, i et forhold eller du ”bare” vil med indenfor i Geos hoved, så garanterer jeg, at der er valuta. For bogen kan både bruges som vejledning, trøst, ideoplæg eller ”bare” som en yderst tankevækkende fortælling. Skilsmisseraten er høj, aldrig har vi haft så mange singler i Danmark. Hvert fjerde menneske rammes af denne grusomme sygdom. Og udover de ramte selv, er der naturligvis større eller mindre familier og berøringsflader, der skal forholde sig til den nye situation – ikke mange af os går fri – på den ene eller anden måde. Og derfor vil jeg gerne påpege, hvor vigtig åbenhed er. Og her er Geos hudløse beretninger, et super godt indspark, der fortjener at bliver læst. Du kan sagtens læse Hva´ så nu? uden at have læst debuten, men jeg anbefaler klart at læse dem begge.


Tidligere udkommet:

Ikk´ for sjov – om kemo og komedy

© Bognørden

torsdag den 12. oktober 2017

Fru Magnusson rydder op

Kunsten at få orden i et helt livs ting


AF Magareta Magnusson



Oversat af Lone Bastholm

Margareta Magnusson er svensk kunstner. Hun er et sted mellem 80 og 100 år, og så er hun uddannet designer. Hun er kunstmaler og har udstillet internationalt, så jeg kan vist roligt sige, at dette er en kvinde med mange forcer. Nu er hun så debuteret med denne guide til, hvordan man holder orden i sine ting. Den er allerede solgt til udgivelse på mere end 20 sprog og har i den grad vakt international opsigt.

Fru Magnusson er mor til fem, enke og bor nu i det, hun selv betegner som sin sidste lejlighed. Egentlig har hun altid levet et liv, hvor ting har sin faste plads og, hvor hun trods mange ting, altid har tænkt over, hvad der er behov og, hvad der er fyld. Efter tre store oprydninger af dødsboer og flytninger til plejehjem, gik det op for Margareta, at meget kan gøres lettere, hvis ejeren selv påbegynder oprydningen inde det er for sent. For der kan gives meget, til stor glæde for modtageren. Der kan også gøres meget for at undgå, at arvinger bliver uvenner over afdødes ting og endelig kan det være en lettelse for det ældre menneske, at få færre ting at gøre rent, færre ting, der kan medføre fald og så kan det også være anledning til mange gode snakke om minder. Men alt er ikke nødvendigvis vel modtaget, derfor kommer der også små ideer til, hvordan sådan en sidste oprydning, kan lempes, stille og roligt ind i den ældres hjerne og hjerte.

Små korte kapitler med både tilbageblik, erfaringer og ideer gør, sammen med det flydende sprog, bogen til en fin lille sag, der både kan bruges som opslagsværk eller læses i sin helhed. F.eks. anbefaler Fru Magnusson, at starte med at lave lister over hvert eneste rum i huset/lejligheden, derefter noteres alt i pågældende rum og slutteligt noteres det om tingen skal; smides ud, til velgørenhed, gemmes eller til familie/venner.

Fotografier og breve bliver klart anbefalet, at være det sidste der skal ryddes op. For ellers er der overhængende fare for, at man ikke kommer længere. For her kommer alle følelserne i spil – det kan både være vedmodigt og skabe stor gensynsglæde – men det tager tid – og det skal de have lov til. 

Hvad du skal gøre med bøger, husgeråd, tøj eller sågar kæledyr, får du både humoristiske og iderige forslag til. Min eneste anke er, at Fru Magnussen ind imellem gentager sig selv lidt for meget. Men i det store hele er denne lille sag faktisk både brugbar, humoristisk og 
herligt tankevækkende. For igen er der ting, vi mennesker ikke er så gode til at tale om, og det kan denne lille sag måske bidrage til at ændre på.Hvilken alder har du - er du en af dem, der skal i gang eller kan du rykke den store oprydning nogle år endnu? Det svar finder du blandt meget andet her i Fru Magnussons skønne guide.

”At blive gammel er ikke for svæklinge! […] Før eller siden vil du blive angrebet af kramper og andre gebrækkeligheder”



© Bognørden

onsdag den 11. oktober 2017

Penguin Bloom - Den forundelige lille fugl, der reddede en familie

AF Cameron Bloom & Bradley Trevor Greive



Oversat af Dorte Andersson

Bogen om Penguin Bloom er blevet til i et samarbejde mellem fotografen Cameron Bloom og den internationale bestsellerforfatter Bradly Trevor Greive. Bloom begyndte tidligt at fotografere og hans værker har været i bl.a. New York Times og Vouge. Penguin Bloom er hans første bog. Derimod er den australske medforfatter langt fra ukendt med bøger. Hans debut En dårlig dag, er internationalt anerkendt og han har solgt mere end 25 millioner bøger i 115 lande. Penguin Bloom er ved at blive filmatiseret.

Familien Bloom blev grundlagt da bagermesterens datter Sam og den surfende fotograf Cameron mødte hinanden over disken. Siden blev de kærester, mand og hustru og så forældre til tre sønner. Sam og Cameroun har rejst i det meste af verden ved siden af Sams arbejde som sygeplejerske. Og denne udelængsel er også baggrunden for, at familien tager til Thailand. De rejste ud som en almindelig familie, men vendte hjem som alt andet end en normal familie. For Sam kommer ud for en ulykke, der nær koster hende livet, og gør hende lam fra hjertet og nedefter. Sam kæmper, det bedste hun har lært, men mørket lukker sig mere og mere om hende. Cameron og de tre sønner gør alt for Sam, men de kan ikke fjerne smerterne, lammelsen og afmagten. Mens Sam langsomt, men sikkert, fjerner sig fra familien, falder der er dag, en gave ned fra himlen. En lille sangfugl er faldet ud af reden 20 meter oppe, har brækket en vinge og vil dø i løbet af få timer. Det kan familien Bloom ikke se på, så de tager den lille sangfugl med ind og fra den dag er Penguin familiens lillesøster. Et helt fantastisk forhold bliver opbygget, og familiens to piger begynder en rejse mod lysere tider – om det lykkedes, vil jeg lade dig selv læse.

Bogen er skrevet i et yderst letlæseligt sprog, ordene flyder og indeholder både punchlines, observationer og egne oplevelser. Den er levende, vedkommende og et fantastisk portræt. Både Sam og Cameroun får taletid gennem forfatterens pen – forfatteren selv, lader sin skønlitterære erfaring skinne igennem, da han giver fortællingen nerve og faktisk også indbygger et plot. Skiftet med beskrivelser i nu- og datid, giver faktisk tvivl om udfaldet. Det er faktisk min eneste klage, for jeg køber ikke helt den præmis i denne sammenhæng. MEN
Fotografierne!

Fotografierne i denne bog er fuldkommen fantastiske. ”Et billede, siger mere end tusind ord” Det, kan jeg til fulde tilslutte mig. Denne bog har to fortællinger: én stor kærlighedserklæring fra og til Sam og Cameroun, deres familie og Penguin. Og så fortællingen om denne lille fugl og dens liv i familien. Udover at være knivskarpe har Cameroun evnet at fange øjeblikke, og servere dem for mig, så jeg faktisk følte jeg var til stede. Det har været en virkelig stor oplevelse – tusind tak for den.  

At være lammet fra brystkassen og ned betyder mange ting – og ingen af dem er gode.”

Sådan siger Cameron Bloom. Og han rammer uden tvivl hovedet på sømmet. Bogen om den lille engel, der kom i form af en sangfugl, er i høj grad også en fortælling om, hvor svært livet bliver, når nogen lammes. Det er en hudløs fortælling om smerter, depressioner og et slid, der måske – måske ikke, bærer frugt. Sam får det afsluttende ord, hvor hun henvender sig direkte til lammede og deres omgangskreds. Så udover at give læseren et unikt indblik i et af naturens vidundere (sameksistens arter imellem) så giver bogen også gode råd og frem for alt giver den håb.

Jeg skal gøre det kort: Det her er en af de bøger, der bare skal ses og læses. Jeg garanterer en fantastisk oplevelse, der sidder fast længe efter sidste side er vendt.

De to forfattere og det nordamerikanske forlag, har hver især valgt at donere 10% af deres royalties fra denne bog, til forskning indenfor rygmarvskader. Du kan læse mere her



© Bognørden 

tirsdag den 10. oktober 2017

Syndfloder

AF Kristina Ohlsson



Oversat af Lilian Kingo

Syndfloder er sjette og selvstændige bind i serien om Fredrika Bergman. Kristina Ohlsson har både arbejdet for det svenske politi og for OSCE. Netop det sikkerhedspolitiske i hendes arbejde, har dannet baggrund for denne serie. Læs mere om forfatteren her

Fredrika Bergman er ansat i politiet og sammen med Alex Recht skal hun igen opklare forbrydelser i det svenske. Handlingen tager sin begyndelse da en døende skriver sit afskedsbrev. Herefter bliver Alex og Fredrika kaldt ud til et dødsfald, hvor en mand er blevet skudt, siddende i sin lænestol og med sin datters vielsesring på fingeren. Men makkerparret hårdt belastet, da gerningsmanden lægger beskeder direkte til Alex og Fredrika bærer på en enorm stor hemmelighed, der vil få store konsekvenser for hende, både privat og professionelt. Samtidig leder bedemanden Noah efter sin forsvundne bror, men han er alene om at lede, for alle andre end Noah mener, at broderen er taget afsted ganske frivilligt. Og endelig er endnu en familie i opløsning – en kvinde kæmper en stille kamp for at redde sine børn og sig selv, fra en ægtemand og far, der tydeligvis har mistet kontrollen over sig selv og derfor kan bringe børn og hustru i fare. Kort sagt, en krimi med mange veje og spor, der holder læseren til ilden.

Sproget er fint. Trods de mange spor i handlingen er det let at finde rundt i tid og sted, og hvilke figurer der er repræsenteret. Til gengæld savnede jeg mere solide figurer, jeg kom aldrig rigtig ind under huden på dem og deres handlinger, og trods min store glæde ved en gedigen krimi uden action, synes jeg faktisk den var stilstående og temmelig gentagende sine steder. Der kunne godt have været redigeret længere ind til benet.

Netop fordi jeg jo allerede har læst flere af Ohlssons udgivelser, havde jeg en klar forventning om, at jeg ville få en skarp og velkomponeret læseoplevelse – det holdt desværre ikke helt. Nu kan jeg jo desværre ikke sige, hvordan de forgående fem i serien er skrevet, så jeg kan ikke sige, om Syndfloder, er helt i samme stil. Jeg kan til gengæld sammenligne med den gyser og de to spændingsromaner, jeg har anmeldt – og her manglede jeg desværre både nerve, realisme og solide figurer.

Jeg stiftede bekendtskab med Kristina Ohlsson, da hun udgav Lotus & Mios Blues. Jeg var ovenud begejstret, også for hendes første forsøg ud i gyser genren, så nu var det på tide, at jeg også fik kendskab til serien om Frerika. Mit bekendtskab med Frerika blev således startet, i den bog i serien, hvor forfatteren formoder, at historien om Fredrika slutter. 

Men selv om jeg ikke var helt så begejstret for syndfloder, som jeg var for de øvrige jeg har læst, skal Syndfloder alligevel have en anbefaling med på vejen, det er en fin krimi, uden for megen vold, blod og action – og dét er jeg trods alt begejstret for.


Tidligere udkommet i serien om Fredrika Bergman:
1.    Askepot
2.    Tusindfryd
3.    Skytsengle
4.    Paradisoffer
5.    Davidstjerner

Tidligere anmeldt på Bognørden:

Serien om Martin Benner:

1.    Lotus Blues – Læs anmeldelsen her

2.    Mios Blues – Læs anmeldelsen her

Udenfor serie:

Syge sjæle – Læs anmeldelsen her

© Bognørden


lørdag den 30. september 2017

Dus med døden

En guide til at hjælpe et menneske i sorg


AF Marie-Louise Vianello & Mette Bendixen


120 sider Egolibris

De to forfattere mødtes i et onlineforum efter de i 2011 begge mistede en elsket tæt på - Mette mistede sin kæreste og Marie-Louise mistede sin mor. Hvad omverdenen måske ikke forstod eller kunne hjælpe med, fandt de til gengæld hos hinanden, og det danner baggrund for denne bog.

Guiden er opdelt i fire dele:

1.    Den første tid
2.    Sorgens anatomi
3.    Hvad skal jeg sige
4.    Senere. 

Hver del er så igen inddelt i små afsnit som hver berører forskellige efterladte, forskellige reaktioner etc. og endelig er der små indslag med ideer til handlinger og refleksioner i forhold til at omgås en efterladt. Sproget er fint, letlæseligt og opdelingen gør, at guiden kan læses i sin heldhed eller i etaper, alt efter behov og, hvilket sted i processen man er i berøring med. Indimellem får teksterne præg af opremsning og gentagelser, fordi de to forfattere har ønsket at omfavne så mange som muligt – den præmis køber jeg, men synes det er lidt ærgerligt for helheden. Til gengæld er de små indslag med personlige erfaringer, virkelig vedkommende og giver guiden langt mere personlighed og en dybere oplysning.

Jeg har valgt et afsnit ud som eksempel:

”Når dagen kommer, hvor et minde ikke er tynget af sorg

Når man er allerlængst nede af sorg, savn og afmagt, føles det helt og aldeles umuligt, at man nogensinde skulle kunne tænke på den døde igen uden af være sorgfyldt […] Man kan godt savne og samtidig være glad for de varme minder, der altid vil være der.”

”Jeg bliver stadig rørt, når jeg skal tale om Vagn, men jeg græder ikke længere ved hans grav” Dorit 72 år.

Refleksion:
”En, der har mistet, vil aldrig tage det ilde op, hvis du spørger ind til den døde, selv efter mange år. For dem er det kun en kærlig handling, der forsikrer dem om, at deres elskede eller deres sorg ikke er glemt”

Der er absolut intet nyt i denne guide. Alt, hvad der står, burde være almen viden for alle voksne mennesker – hvorfor er der så behov for sådan en guide? Ja, det er præcis dét, der er hele essensen: Jeg har skrevet det før, og nu kommer det igen: Døden er det eneste vi mennesker er sikre på, her i livet. Men desværre har rigtig mange mennesker, utrolig svært ved at tale om døden. Naturligvis må det først og fremmest handle om, at ingen ønsker at miste mennesker vi elsker. Og måske er det, at tale om døden, en accept, som ingen af os rigtig ønsker at have med at gøre – trods det faktum, at vi alle skal have døden tæt på. Fortidens synliggørelse af sorg, det sorte tøj, sørgeperioder etc. er ikke længere at finde i samfundet, og desværre er en stor del af snakken om døden, gået tabt med det.

Jeg er selv stor fortaler for at tale med mennesker. Og derfor mener jeg, at det er naturligt at tage hånd om de, der har mistet. Hellere, sige et enkelt ord forkert, end slet og ret, holde sin mund eller holde sig helt væk. Men når det så er sagt, så tænk alligevel over, hvad du siger. Et eksempel i bogen er: Nå, er du ovenpå igen? Og her kommer virkeligheden så ind, for jeg har en fjern bekendt, der i løbet af ganske få dage, mistede først sin far og siden sin mor. I sidste weekend bisatte familien far, farfar og svigerfar – i denne weekend bisætter de mor, farmor og svigermor. Og de første spørgsmål er allerede tikket ind: ”er i ovenpå?” Det pæneste jeg kan sige om det spørgsmål er, at det er usædvanligt malplaceret! Desværre er det ikke et sjældent tilfælde. Så tænk over, hvad du siger, og sig noget - stort set alt er bedre end en bortvendt ryg. 

Sygdom og død er stadig noget, der fremkalder voldsom berøringsangst, hvorfor? er der nok mangfoldige svar på, men netop derfor synes jeg også, at det er super vigtigt at bryde tavsheden, og der er litteraturen en af de gode muligheder. Dus med døden er en fin guide til venner, kollegaer, familiemedlemmer etc. der har mistet. Den giver ideer til handlinger, leverer stof til eftertanke og giver et fint billede af, hvordan det kan være at være efterladt. 

Hvis du vil læse mere om emnet og få råd og vejledning om noget andet almindeligt, nemlig en bisættelse/begravelse vil jeg på det varmeste anbefale at læse ”Begravelse for begyndere” af Sissel K Ibsen – Læs anmeldelsen her


 © Bognørden

fredag den 29. september 2017

I dag skal det være

AF Maria Semple



Oversat af Lisbet Kjær Johansen.

Amerikanske Maria Semple er på banen med sin tredje roman. Litterært er hun nok bedst kendt for sin internationale bestseller; Hvor blev du af Bernadette. Men ved siden af forfatterskabet har hun været manuskriptforfatter på en række populære tv-serier, bl.a. Saturday night live og Ellen DeGeneres show.

Midaldrende Eleanor er gift med den succesfulde hånd-kirurg Joe og mor til otteårige Timby. Engang var Eleanor en succesfuld tegner, boede i New York, var chef på en TV-serie og frem for alt havde Eleanor en søster. Men her 10 år efter, er Eleanor blevet til en helt anden kvinde. Hun har ikke længere sin søster, stort set ingen venner, udkastet til hendes bog er temmelig meget over sidste aflevering og den stålsatte og altid rolige Joe er pludselig ikke det, Eleanor troede han var. Fordi netop i dag, I dag, hvor Eleanor har besluttet sig for at være sit bedste, til at have sex med Joe, til at være lyttende og empatisk osv. Ja, lige præcis på denne vigtige dag, bliver alt vendt på hovedet. Bedst som Eleanor er i gang med sit nye jeg, ringer skolen at Timby er syg (igen – og sært nok er han frisk så snart klokken slår 16) så frokosten med (hade) veninden må aflyses. Men nu da Eleanor er i gang med at være et bedre menneske, tager hun Timby med over på fars arbejde for at hilse på – der er bare lige det problem, at Joe har fortalt sine medarbejdere, at familien er på ferie. Det bliver i sandhed en ny dag for Eleanor, men den bliver på ingen måder, bare i nærheden af, hvad hun, i sin vildeste fantasi, kunne have forudset.

Sproget er sådan set fint, Der er hurtige skift mellem scener, tanker og handlinger kan indimellem godt kræve sin læser, for farten er høj – fra start til slut. Og så er vekslingen i fortællerstil fra 1. person til 3. person heller ikke med til at give et stabilt flow. Men jeg var derimod begejstret for blandingen af humor, sarkasme og alvor – det ramte plet, og romanen voksede faktisk på mig mod slutningen.

Jeg har ikke læst forgængeren, og dermed var dette mit første møde med Semple og hendes "kvinde-romaner". Jeg har derfor heller intet sammenligningsgrundlag i forhold til stilen. Desværre halter redigeringen sine steder, men som heldhed var ”I dag skal det være”, faktisk en fin og underholdene læsning med indslag af hverdagens trommerum. Jeg vil mene, at de fleste læsere kan genkende sig selv i handlingen – for alle familier har sine problemer, og alle forhold skal vandes for at blomstre.

Dermed siger jeg også, at der ikke er noget nyt og revolutionerende i denne chik-lit roman, men derimod er den som sagt, ganske fin underholdning og kan man oven i købet få vendt lidt af egne handlemåder, så er der faktisk gevinst på flere områder.

Tidligere udkommet

Hvor blev du af Bernadette


© Bognørden


torsdag den 28. september 2017

Jeg vågner op som fremmed

AF Ôzcan Ajrulovski


Ôzcan Ajrulovski er debattør og digtforfatter. Han er efterkommer af en bedstefar, der i 1960´erne ankom fra eks. Jugoslavien, til Danmark som gæstearbejder. Özcan har både tyrkiske og makedonske rødder. Du kan læse mere om forfatteren her

Digtsamlingen er opdelt tematisk i seks afsnit:
Jeg vågner op som fremmed
Kulturens lænker
Tryghedens patroner
Umenneskelige mennesker
Hævnens tørst
Danne bro

Özcan skriver hudløst, lidenskabeligt, grusomt og frem for alt knivskarpt. Han evner at sætte fingeren direkte i det store hul, der er i samfundet i dag, mere end nogensinde. Digtene veksler i formen, sammen med sproget og meningen flyder de i en lind strøm, durk ind i hjertekulen. Jeg var ganske enkelt fanget fra start til slut. Hvordan er det, at være fremmed i sit eget land, at skulle bedømmes på andres handlingen eller egen kultur, som det enkelte menneske måske slet ikke er den del af?

Det er noget af det, læseren bliver konfronteret med i denne sublime digtsamling. Den er ærlig, vedkommende og så forbasket levende, at jeg ikke et sekund tvivlede på ægtheden. Dertil kommer, at jeg har stiftet bekendtskab med mange af problematikkerne. Som nogle af jer måske husker, har jeg fået en ekstra familie, som jeg elsker højt og deler værdier med – vi har bare et par små forskelle – konkret: jul/ramadan og så hudfarven. Jeg har oplevet flere af de episoder Özcan beskriver, når jeg er sammen med min familie, andre ting har de beskrevet og andre igen har jeg lagt øre til. Så jeg ved, at det her er et vilkår.
Herunder bringer jeg tre eksempler fra bogen, forordet og uddrag af to digte:

 ”Jeg husker ikke, hvem jeg var, før I fortalte mig, hvem jeg skulle være.
Men jeg husker, at jeg altid har skulle tage stilling til, om jeg er dansker eller perker. Jeg husker, at
Jeg altid har haft status som fremmed i mit eget land.

I min bedstefars hjemland tilskrives jeg også en fremmed identitet og betragtes som dansker.
Jeg behandles som fremmed i Danmark, men føler mig som dansker i fremmede lande.
Jeg er den fremmede
Uanset hvor jeg er”

En af dem
[…] så snart jeg fejler peges der på min baggrund
Så nedgraderes min status
Fra majoritetsdansker
Til minoritetsdansker
Jeg bliver betragtet dansk i min succes men fremmed i min fiasko.

” Han spurgte mig
-       Er du dansker eller muslim?
Jeg spurgte ham
-       Er du dansker eller demokrat?
Han blev forvirret
-       Det er da ikke modsætninger – de er begge en del af min identitet?
Jeg smilede og sagde
Du har lige svaret på dit eget spørgsmål.”

For ikke så længe siden uddelte jeg mine første seks hjerter til en novellesamling – nu er tiden så kommet til en digtsamling. Jeg har stadig romanernes fylde og fordybelse som favorit, men måtte bøje mig for først novellens- og nu digtets fylde.

Jeg er vild med denne bog, den er yderst velskrevet, vedkommende og utrolig vigtig. I en tid, hvor samfundet bliver mere og mere opdelt i ”dem og os” er oplysning, samvær og forståelse mere nødvendig end nogensinde. Özcan er et virkelig godt bud på endnu en, der vil danne bro og som bruger litteratur som virkemiddel. Hans indspark i debatten er både vigtigt og meget tankevækkende – byd ham indenfor – jeg garanterer, at han ikke skuffer. Mere tak!
 © Bognørden