Når solen forsvinder

Anmeldelse af Når solen forsvinder - Af Bødker & Bruun

Denne tredje i serien om den fuldkommen håbløse politimand Thor og hans kæreste Retsantropologen Linnea, der altid roder sig ud i farlige situationer, og altid blander sig og opklarer forbrydelserne, var ikke en jeg så hen til med glæde - jeg fandt de to første af meget ringe kvalitet, men havde et håb om at NU måtte det blive bedre. 

Der blev jeg skuffet, jeg synes faktisk denne her er langt værre end forgængerne. Sproget er nogenlunde, men dialogerne er så kunstige og fyldt med "karl-smart" udtaler, at det bliver en pine. Dertil veksler bogen mellem nutid og datid, Danmark og Spanien, rockerkrig, den spanske borgerkrig og mord i hobetal - Det virkede slet ikke for mig, sjældent har jeg fundet en bog SÅ rodet, og sjældent har jeg kedet mig så meget som jeg gjorde her. Det eneste der virker troværdigt er de historiske beskrivelser, de bliver til gengæld alt for tunge, 

gentagene og bare for meget for mig.

Persongalleriet er mangfoldigt, det gælder virkelig om at holde tungen lige i munden, samtidig er der samme problem som i de to forgående: jeg kan slet ikke mærke personerne, det er tomme hylstre uden indhold, fyldt med opblæste beskrivelser - det var en meget stor mangel i min optik. Linnea er stadig en geskæftig superwoman, fuldkommen urealistisk i sine handlinger, og et utiltalende "menneske" Thor er nok verdens dårligste politimand, hans inkompetence skriger til himlen, det var heller ikke en forbedring at give ham 

nye voldelige tendenser og et endnu større ego.

Politiarbejdet er igen det mest amatøragtige jeg har læst om, der er kæmpe fejl og mangler, som åbenbares i takt med opklaringen. Plottet er fuldt forudsigeligt, der manglede spænding og frem for alt var der alt for meget af det hele.

Alt i alt en kæmpestor rodebutik, selv om den uden tvivl er i den lette ende, var der intet let i den for mig, det virkede på mig som om forfatterne skulle have så mange facetter på som overhovedet muligt, det havde så den bagvendte effekt på mig. Jeg fandt ikke een eneste figur jeg kunne relatere til eller fattede sympati for, og er der ikke det kan jeg ikke fastholdes rigtigt, det sammen med det ufattelig ringen politiarbejde gjorde denne til een lang ørkenvandring for mig.