fredag den 27. februar 2015

Denne dag, et liv En Astrid Lindgren - biografi

AF Jens Andersen


435 sider Gyldendal

"En bog bliver hvad den bliver, i samarbejdet mellem forfatter og læsere" 
Astrid Lindgren 1977

Denne biografi er på alle måder en original fortælling, om denne revolutionerende 
børnebogsforfatter, jeg husker med stor glæde tilbage på mine barndomsminder, tilbragt
i Lindgrens universer og blot ved genkendelsens lys, smiler jeg igen. Dette er primært fortællingen om forfatteren, hendes kampe og sejre med litteraturen, og ikke mindst
betydningen af fortællingerne - for de ramte langt før deres tid, og holder stadig.

Fortællingen om århundredets største børnelitteratur forfatter starter med en brevveksling
med en meget ung svensk pige, pigen er krævende synes Lindgren, men som altid
gør hun en dyd i at besvare brevene - og ordentligt. Livet igennem kæmper Lindgren med
at sige fra: "Det tager for lang tid at sige nej" så derfor gennemlyses fortællingen af
hendes mange ja-er. Fortællingen starter i ungdommen, beretter om en pige, der elsker sine
søskende og sin far, men holder af sin mor. Astrid skriver tidligt en novelle, og den
bliver hendes adgangbillet til et job på Vimmerby avisen, hvor chefen gør hende gravid.
Herefter fortælles et stykke socialrealistisk historie om både Sverige og Danmark, hvordan unge kvinder manglede rettigheder og muligheder, og kampen for at ændre dette. Det gjorde et voldsomt indtryk på mig at læse om sønnen Lasses fødsels og anbringelse hos en
kærlig dansk plejemor, Astrids kamp for sønnen skinner tydeligt igennem fortællingen, selv
om jeg faktisk aldrig kom helt ind under huden på mennesket. (hvilket faktisk er yderst
passende, for Lindgren værnede om hendes privatliv og retten til ensomheden.

Derefter er det en helt fantastisk fortælling om starten på forfatterskabet, og hvordan det
over stok og sten blev udviklet. Der er store roser til den danske Jens Sigsgaard, som indenfor mit pædagogiske virke, er en kendt figur. Overraskelsen var stor, da jeg læste
at han var Lindgrens agent og sparringspartner, hvilken herlig åbenbaring. 

Biografien indeholder rigtig mange fantastiske billeder fra privat samlingen, og så er
der gengivelser og billeder af utallige breve, Lindgrens korrespondancer med politikere,
veninder, fans, tiggere osv. Lindgrens tanker underbygges af brevene, når de ikke
gengives af hendes datter Karin. De mange breve bliver flettet ind i  fortællingen,ind imellem blev de mange spring en smule forstyrende for læsningen. Jeg er tilhænger af den kronologiske opbygning, men anerkender at forfatteren her, har haft det underbyggende
som hovedårsag til springene, og det virker!

Efter "pensioneringen" gik Lindgren ind i både politik, forstået sådan, at hun gik i gang
med at vælte den Socialdemokratiske regering under Oluf Palme, sidenhen gik ind
i kampen for: dyrevelfærd, miljø og fred. Og hun tager kampene, trækker i de 
tråde hun kender, og får sat gang i debatten - og kritikken. Men den største kamp, er den
hun livet igennem fastholder: kampen for børn, deres lykke og velfærd, retten til at være
et menneske fra fødslen og ikke kun et "ses men ikke høres" individ, ikke opdrages med
kæft trit og retning, og min påstand må blive, at hun var langt foran sin tid, og formede eftertiden - vi skylder hende utrolig stor tak! 

Jeg vil slutte af med endnu et citat, som på smukkeste vis indrammer Astrid Lindgrens 
liv og forfatterskab - endnu en gang årtier forud for hendes samtid:

"Der findes ikke noget medie, som kan erstatte bogen som grobund for fantasien.
Nutidens børn ser film, hører radio, ser fjernsyn, læser tegneserier - det kan alt sammen
sikkert være morsomt, men det har ikke så meget med fantasi at gøre. Et barn alene
med sin bogskaber et sted inde i sjælens hemmelige rum sine egne billeder, som
overgår alt andet. Den slags billeder er nødvendige for mennesket. Den dag børns
fantasi ikke længere er i stand til at skabe dem, den dag bliver menneskehenden fattig"

onsdag den 25. februar 2015

Alene hjemme

AF Kirsten Hammann


313 sider Gyldendal

Alene hjemme er 7. udgivelse fra denne prisvindende forfatter: Læs mere om forfatteren her
Det er til gengæld mit første møde med hende, og jeg kan godt fastslå, at det bliver
så afgjort ikke det sidste.

Romanen er yderst velskrevet, sproget flyder i en lind strøm, er letlæseligt og siderne vender stort set sig selv. Jeg var fanget i universet fra første færd, og havde ovenud svært ved at lægge bogen fra mig, også i tankerne. 

Handlingen er yderst skarpskåret, hovedpersonen Sara er omdrejningspunktet og 
handlingen udspiller sig dels som tilskuer til hendes liv, og dels som deltager
i hendes tankevirksomhed. Sara er en selvudslettende kvinde i slutningen af 30 erne,
hun har været mange "uheldige" mænd igennem, inden hun møder Philip, som er
weekendfar til to piger. Saras forhold til pigerne er fantastisk, til gengæld er Sara nok
den eneste, der ikke fanger, at Philip ikke er helt så dedikeret til forholdet som hun.
Saras største ønske er at få et barn, hendes indre ur tikker, men Philip holder hende hen
med; "jeg vil gerne have et barn med dig, men ikke lige nu" Og da Sara er en kvinde,
der, trods det faktum, at hun ser sandheden lige i øjnene, ikke vil erkende den, ja så
kører hun på overfor Philip, men nægter at tage afvisningerne til sig. Sara er meget svær
at gøre tilfreds, hvis hendes live en sjælden gang kører nogenlunde på skinner, så opfinder
hun ganske enkelt problemerne selv. Derudover må hun vel betegnes som manio-depressiv
og har store psykiske udsving. Netop derfor ved læseren ikke rigtig, hvilke begivenheder
der skal tages for gode varer, da Sara mistænker Philip for at have en affære med overboen, som Sara til gengæld mistænker for at forgifte hende...

Sara er på mange måder en kvinde med ondt i livet, hun kom ind under huden på mig,
jeg var både frustreret over hendes ansvars-fralæggelse og grådlabile handlinger,
og på den anden side, havde jeg så frygteligt ondt af hende. Hun har tydeligvis brug for
hjælp, men kæresten evner slet ikke at se ud over sin egen næsetip og yde hende
hjælp, hvilket er det andet dilemma forfatteren satte mig i: For faktisk forstod en del af mig Philip og hans manglende lyst til Sara, og på den anden side synes jeg han er en usling. Det er således en beretning om (misforstået) hensyn kontra moral og ikke mindst håb, bedrag og selvbedrag. Dermed er kimen lagt til et menneskes balancegang på kanten af afgrunden, og der evner Kirsten Hammann på fineste vis, at portrættere det indre kaos. 

Jeg var virkelig inddraget i Saras verden, genkendte nogle af de menneskelige træk,
og sad konstant med lysten til at agere - Det er for mig ensbetydende med, at 
romanen ramte plet, den er vedkommende og aftvinger tanker og holdninger fra
læseren, hvilket gør min læseoplevelse fuldkommen. En af forårets must reads! 






tirsdag den 24. februar 2015

Fighter

AF Øystein Wiik


472 sider People´s Press

Fighter er forfatterens tredje og selvstændige bind i serien om journalisten

Jeg har ikke læst debutten, men var begejstret for den anden i serien, Slagteren
læs anmeldelsen af denne nedenfor. Derfor var jeg meget forventningsfuld omkring denne
nyeste, og også lidt skeptisk, da jeg synes forgængeren var meget voldsom.

Præcis som forgængeren er også denne skrevet i et flydende og meget letlæseligt sprog,
der er skåret kraftigt ned på de voldsomme beskrivelser, men læseren bliver alligevel
testet på nerverne allerede i starten. Og lad mig blot fastslå: det går stærkt, rigtig
stærkt i denne aktionfyldte roman. Der er mange sceneskift at holde styr på, men til
forfatterens ros, er de alle fint opdelte så det er hele tiden let, at finde det rette univers.

Handlingen er denne gang spredt over Somaliske pirater, biologiske våben, kidnapning,
en forhanler, en dysfunktionel skibsredderfamilie, det Norske politi, journalisten Tom og hans ekskone politiefterforskeren Cathrine. Der lægges fra borde med et bestialsk mord på
skibsredderfamiliens pariark, derefter tager tingene for alvor fart, da piratforhandleren Tom
kommer ind i billedet, han viser sig at have mere end en interesse i kapringerne, og da
piraterne planlægger en kapring af et af den Norske families skibe,kommer han på tynd is. 
Derudover er vi med når piraterne trænes, og endelig er gengangeren Tom igen midt i
orkanens øje, da han får tilbudt et gratis skrive-ophold på det skib der bliver kapret.
Handlingen udspiller sig således både i Norge, Somalia og farvandende deromkring.
Læsere der holder af hurtige skift og højt tempo vil afgjort få fuld valuta  i denne krimi.

Som nævnt er persongalleriet mangfoldigt, der er virkelig mange personer i gang, jeg
synes dog forfatteren evner at skille de mange aktører, jeg havde ikke problemer med
at finde ind i de forskellige scener. Jeg var aldrig rigtig inde under huden på
figurerne, dertil var der for mange om buddet.

Politiets anddel er steget denne gang, de er medspillere, dog uden at jeg rigtig følte
de havde en betydning. Løsningerne kommer for nemt og uden solidt arbejde, plottet
bliver hurtigt åbenbaret, men alligevel kom den sidste brik først på plads til slut.

Som sagt er dette en virkelig aktionfyldt krimi, personligt synes jeg også den gaber over
for meget. Indtil halvvejs var jeg godt underholdt, men derefter synes jeg forfatteren
får for travlt. Specielt kaprernes handlinger og dialoger bliver banale og urealistiske,
og samtidig sidder jeg med en følelse af, at der er for meget aktion. Jeg kunne godt 
have tænkt mig færre scener og en mere dybdegående handling. Selv om jeg fik
bundet sløjferne til slut, gik det en anelse for stærkt til at give alle dele en solid
afrunding de fortjente, men underholdt, det var jeg.


Tidligere udkommet: 

Tenoren
Slagteren

Anmeldelse af Slagteren fra 2013: 

Puha, det var en hæsblæsende oplevelse at læse Slagteren.
Bogen er velskrevet, sproget flyder så siderne vender sig selv – Men det går virkelig stærkt, og ind imellem kom jeg ud af trit pga. de mange skift.
Persongalleriet er mangfoldigt, menneskets ”grimme” sider er rigt repræsenteret her, og utopia er trods alt med på sidelinjen flere gange.

Jeg synes handlingen er rigtig hård flere steder, og trods det, at jeg ikke er specielt sart, synes jeg faktisk den er for hård sine steder. Der var steder jeg næsten måtte springe i, da beskrivelserne er så kvalme, at det blev for meget af det gode.
Underholdningsværdien er dog enorm, det er en anderledes spændingsroman og dermed et frisk pust, dog savnede jeg politiets rolle i bogen. Den er så svagt beskrevet, at den efter min bedste overbevisning, sagtens kunne være undladt – Persongalleriet klarer selv opklaringen, og på en særdeles god måde.
Dette var min debut med Øystein Wiik, det bliver ikke den sidste – Men jeg håber så ikke, han bliver mere voldsom i handlingen end Slagteren.

Jeg ved faktisk ikke hvorfor jeg er her

AF Henrik Rasmussen


179 sider People´s Press

Jeg ved faktisk ikke hvorfor jeg er her, er forfatterens roman debut, han har tidligere
udgivet b.l.a. Gads Litteraturleksikon Læs mere om forfatteren her

Romanen er særdeles velkomponeret, sproget flyder, er levende og med en menneskelig dybde, der kalder på læseren og aftvinger holdninger og eftertanke af denne. 
Sprogligt er den en perle, jeg var tæt på himmerige på dette felt, faktisk så langt at jeg befandt mig i den stik modsatte ende af hovedpersonen Johan. Johan har ikke meget at grine endsige smile af, så det gør han ikke - et godt eksempel er da han møder en gammel skolekammerat og hun siger: " du smiler, det gjorde du aldrig" Den dybe psykologiske handling er ind imellem krydret med små sproglige finurligheder, de er velanbragte og fremkaldte smil, hvilket er herligt og sætter modsætningerne i skarp kontrast. Jeg var en anelse bekymret for længden, ikke at kvantitet og kvalitet hænger sammen, men kunne den forholdsvis korte roman nå at skabe fordybelse? Ja, det kunne den.

Handlingen er bygget op omkring Johan, han er livet igennem blevet svigtet, først da
han far forlader familien, senere af moderen, der tager en "logerende" ind i huset, og lader denne tage styringen over hjemmet, mens hun i tavshed er tilskuer til, at han behandler
Johan og broderen som menneskeligt affald. Da storebroderen tidligt flytter hjemmefra (hvilket ingen udover Johan kan bebrejde ham) føler Johan sig igen svigtet. Johan
udvikler tidligt angst og han trækker sig fra mennesker og fællesskab, da han indgår i forhold, lader han sig vælge og kan ikke åbne sig eller lade pigerne/kvinderne komme
helt tæt på. Begrebet "knudemand" er på det nærmeste synonym med Johan.
Men da Johan møder Lotte sker der noget; han vælger Lotte til, han forelsker sig og
føler for første gang siden barndommen, at han bliver set - problemet er blot, at Lotte
udelukkende bruger Johan til at dække sit begær. Da Lotte siger stop evner Johan ikke
at give slip, han har genopfundet glæden og projicerer sine følelser over på hende. Det ender med en behandlingsdom for stalking. Under samtalerne med "professoren" 
fortæller Johan om sit liv og menneskene i det, årsagen til hans manglende evne til at lade Lotte gå rulles ud og læseren bliver taget med på Johans rejse, at han fortæller om sin barndom i 3. person er et smukt portrætteret billede af hvor dybt svigtet sidder i ham, hvor meget han er nødt til at distancere sig for at undgå at gå helt til grunde.

Jeg kom ikke ind under huden på Johan - men han kom virkelig ind under huden på mig!
 Det er her jeg mener, at forfatteren har et solidt greb om formidlingen, Johan lukker
ingen ind i det inderste - heller ikke læseren. Trods det dystre tema evner forfatteren at
fastholde læseren i et net af refleksion, empati, på intet tidspunkt mister fortællingen sin realisme eller dybde, men det er så sublimt afvejet, at det aldrig bliver tungt.

Det vil være en forkert formulering at sige, at jeg var underholdt, så i stedet vil jeg sige, at jeg var indfanget fra første til sidste side. Da romanen i sin helhed er så velkomponeret, kunne jeg læne mig tilbage og se siderne vende sig selv, mens Henrik Rasmussen tog mig ved hånden og lod mig se Johan - det var en stor oplevelse, som lover rigtig godt for fremtidens udgivelser fra denne hånd.






fredag den 20. februar 2015

For meget lykke

AF Alice Munro


350 Sider Gyldendal

Nu har jeg aldrig været den store novelle fan, jeg holder af fordybelsen i romanens
verden, og så har jeg manglet den kvalitet, der netop gør, at selv de korte noveller
evner at fange mig og tilfredsstille mit behov for dybde. Men så fik jeg øjnene op for
Anna Grues novellesamling, og med den i baghovedet kastede jeg mig, via anbefaling
over denne prisvindende forfatter. Jeg kendte ikke forfatterskabet, men udover
anbefalingen fristede det at samlingen har modtaget Nobelprisen i 2013 - se
det må jo betyde, at jeg endnu en gang kan nyde noveller?

Og lad mig blot starte med at konstatere: JA, det lykkedes - jeg var både indfanget
og underholdt af disse fortællinger om menneskets smerte.

Novellerne præsenterer ti forskellige menneskeskæbner, otte kvinder og to mænd.
Fælles er dog, at nutiden er under stor påvirkning af fortiden. Fx. møder vi kvinden
hvis mand dræber deres børn, manden, der er født med et stort modermærke i ansigtet
og altid har følt sig uelsket af sin far og de to piger, der på en sommerlejr ændrer
deres liv for altid. Alle personer har en mørk side i fortidens skygge, alle oplever,
at en udefrakommende fremtvinger minder om disse mørke sider, og spørgsmålet er
således, hvordan personerne takler erindringerne. Jeg var helt inde under huden
på personerne, til stede i deres liv og må bøje mig i støvet over Munros sublime
evne til at portrættere mennesker og følelser på tværs af alder og køn.

Sproget er virkelig levende yderst velkomponeret, jeg var virkelig til stede i personerne,
jeg følte romanens fordybelse, og til min egen store glæde, var novellerne mere
end rigeligt for mig, i den forstand, at jeg trods længderne var fuldkommen fanget
i universerne - undtaget er dog den sidste og titelgivende novelle: Forfatteren fortæller
om fascinationen af den Russiske forfatter og matematiker Sofja, denne fortælling
er således en beretning over familiens genfortællinger og breve/tekster. 

Faktisk fangede denne sidste fortælling mig ikke rigtigt, jeg oplevede ikke den dybe
samhørighed eller Sofjas følelser - det blev en noget anonym tur med mig i rollen
som tilskuer i stedet for deltager - det var en stor skuffelse og trækker lidt ned hos mig.

Alt i alt, havde jeg en virkelig god (trods de mange triste skæbner) oplevelse,
jeg fik sat tankerne i svingninger og kunne altså igen glædes over formen, ikke
dermed sagt, at det bliver et nyt hit hos mig, men forandring fryder så herligt.




torsdag den 19. februar 2015

I blinde

AF Eva Maria Fredensborg




386 sider Politikens Forlag

Eva Maria Fredensborg er tilbage med endnu en bund solid krimi! 

I Blinde er tredje og sidste del i trilogien om det lille special team hos politiet,
og da jeg har været meget begejstret for de to forgående var denne ventet med spænding.
Dette er et selvstændigt bind, og kan sagtens læses uafhængigt af de
to forgående, men hvorfor snyde dig selv for to virkelig gode oplevelser?

Krimier har siden min ungdoms møde med svenske Maria Lang, været en stor
og tilbagevendende glæde i mit bog-liv. Krimigenren i Danmark har været udsat
for megen kritik i forhold til kvalitet, noget mere fortjent end andet, men derfor er glæden
endnu større, når der så  lander en velkomponeret og velskrevet krimi i min bogstol.
Når den på det skarpeste skyder kritikken ud, og netop beviser, at det sagtens
kan lade sig gøre, at genre og kvalitet går op i en højere enhed - denne her er en af dem!

Præcis, som med de to første i serien, er også denne velskrevet, levende og virkelig
let at læse, sproget flyder fra først til sidst, læseren skal udelukkende læne sig tilbage
og lade sig føre gennem handlingen - det er en kæmpe gevinst.

Denne gang er handlingen bygget op omkring Carl, den tidligere revisor, der lod sig
hverve til politiet. Sammen med Robert og Asta er de den lille enhed, der indkaldes
til at bistå det "normale" politi. Denne gang bliver de tilkaldt da en fodboldspiller
findes likvideret i en baggård efter en afslutningsfest. Carl har været træner for
offeret, der også har haft et tæt venskab med Carls ene søn. Opklaringen koncentrerer
sig om fodboldmiljøet, men hurtigt viser det sig at der er forgreninger ind i både 
misbrugs og rockermiljøet, og da ingen ønsker at tale med politiet, står Carl og kollegaerne
overfor en meget svær opgave, i forsøget på at finde et motiv og en gerningsmand.

De to forgående i serien har fortalt henholdvis Robert og Astas historie, denne sidste er så 
dedikeret til Carl, og den fortælling evner forfatteren på fornemmeste vis at fortælle.
Hun formår at få tilpasset Carls historie, baggrunden for hans handlinger og hans
tanker, ind i handlingen, så det samlet står knivskarpt. 

Politiets arbejde er atter en gang en sand fryd, der er ingen overspringshandlinger 
eller lette løsninger, det er solidt benarbejde fra bunden af, og på en herlig levende
og meget realistisk måde. Det er ingen hemmelighed, at netop dette er en af mine kæpheste, og der må jeg endnu en gang bøje mig i støvet - det er perfekt.

Spændingen er noget mere afdæmpet end de forgående, og jeg må blankt erkende:
jeg er vild med det. Jeg anfægtede forfatteren i den forgående for at lade Asta
blive for urealistisk, det skal jeg da love for er ændret i denne sidste. Der er nogle
handlinger, der får pulsen op, men de er alle realistiske og fortalt uden at personerne
bliver superhelte - Jamen igen - det er en fryd.

Plottet holder også, jeg gættede naturligvis med undervejs, havde også et par
brikker korrekt, men det store puslespil er først færdiglagt til slut, og så havde mine
rigtige gæt på intet tidspunkt indflydelse på det samlede resultat.

Så er vi nået til paradokset med bøger og ikke mindst trilogier: Det er de facto den sidste, men jeg er slet ikke færdig med figurerne. Jeg er kommet tættere på, er begyndt at holde af dem, og så er det slut. Det er jeg ked af, men på den anden side, må jeg blankt erkende, at
jeg er sikker på, at Eva Maria Fredensborg også fremover skriver sublime bøger,
hun evner som få at formidle en realistisk og levende helhed, så jeg vil udover at
anbefale hende på det varmeste, læne mig tilbage og glæde mig til at se, hvad hun nu finder på, for jeg er faktisk helt sikker på, at det bliver godt.





Tidligere udkommet i serien:

Én gang morder:

Én gang morder er forfatterens debut krimi – efterfølgeren; Min mund er lukket var der jeg startede, idet jeg ikke rigtig havde hørt om denne forfatter, og indrømmet –
jeg er til tider temmelig konservativ omkring nye forfattere.

Jeg var meget begejstret for den svære toer, så denne debut blev rykket opad
på læse-listen, og lad mig bare sige med det samme: Det var afgjort

et godt valg. Bogen er super velskrevet, teksten flyder og læseren er på

lige fra første linje, det gør at siderne nærmest vender sig selv, og

bogen er utrolig svær at lægge fra sig, også i tankerne imellem læsningen.

Persongalleriet er primært den danske profileringsekspert Robert ( ham følger
vi videre op i serien) Han bliver kaldt til Sverige for at bistå det svenske

politi i arbejdet med en copycat. Jeg var helt inde under huden på Robert,

både privatpersonen og den professionelle – Han står fuldkommen realistisk

og levende hele bogen igennem. Det samme gør sig gældende for
samtlige medvirkende personer, og da det jo er en af mine kæpheste er jeg
meget mere end ovenud tilfreds. Samtidig er denne krimi bygget op med en
herlig psykologisk indsigt og handling – det er altså kræs for kendere :)

Politidelen er super god, alt er levende og realistisk, ligefra handlinger til dialoger.

Læseren er med hele vejen, det er faktisk ”bare” at læne sig tilbage og nyde turen.

Plottet holder hele vejen, der bygges psykologiske trin på hele vejen, man er simpelthen
NØDT til at forsøge at løse gåden, og alligevel er det først til slut,

sagens rette sammenhæng kommer frit frem – det er godt skruet sammen.


Alt i alt har jeg haft en virkelig god oplevelse, her var fuld valuta på mine krav:
realisme, gedigent politiarbejde, gode solide personer og et plot der holder.

Den skal så afgjort have en meget stor anbefaling, det var super godt –

Mere ønskes, og gerne snarest 



Min mund er lukket:

Jeg har forgængeren liggende, men startede altså med toeren 
Den er virkelig velskrevet, sproget er let og flydende, læseren er fanget fra første færd, så siderne vender i hastigt tempo. Alle medvirkende er yderst realistiske og levende.

Det er jo netop en af mine kæpheste, at personer og handlinger skal være realistiske, og jeg skal da love for, at jeg fik fuld valuta her. 

Politarbejdet er ligeledes fuldkommen realistisk, ingen overspringshandlinger, hovsa løsninger eller personer hvis selvopfattelse ødelægger både opklaringen og læseoplevelsen.

At enheden indenfor politiet er opfundet til lejligheden, at absolut ingen betydning for hverken læseoplevelse eller realismen hos mig. Det eneste minus jeg har, er at Asta har lidt for vidde grænser, og samtidig absolut skal bringes i fare osv. Dén del må meget gerne realiseres i den næste 

Plottet holder hele vejen, det er godt skruet sammen, så læseren gætter med hele vejen, husker måske et par ting, politiet glemmer, men brikkerne samles først til sidst 

Alt i alt en rigtig god krimi, hurtig og let at læse og med underholdningen sat på højt niveau.

Jeg skal så absolut i gang med forgængeren, og holde øje med nye fra denne hånd. 



fredag den 13. februar 2015

En rejse gennem bly og græs

AF Bodil Jørgensen & Dorte Kvist


328 sider People´s Press 

Bodil Jørgensen står for mig, som en kvinde med utallige talenter indefor skuespillets
kunst. Sjældent har jeg oplevet et menneske spænde så bredt i rollerne, og specielt
fordi denne lille kvinde, virker som en fin og sart blomst, et menneske fyldt med
empati og varme, var dette en fortælling jeg virkelig så frem til at gå ombord i.

Dette er en anderledes biografi, dette er ikke den dybdegående beretning, det er 
derimod punkt-nedslag i denne herlige kvindes liv. Da biografien allerede var påbegyndt
da ulykken under optagelserne til "Far til fire" filmen skete i sommeren 2014, er dette
naturligvis med, men det er ikke hovekraften i beretningen. Det er derimod Bodils
kærlighed til hendes forældre, gud, hendes familie og mennesker i det hele taget.
Læseren inviteres med indenfor i hele Bodils liv, men som nævnt i punktform, der
fortælles om skolegang, teaterskolen og nogle af de mange facetter, der er i Bodils
professionelle virke. Dertil fortælles om børnene, forholdet til de to ægtemænd og
så beretter Bodil om hendes livslange og meget nære forhold til Gud, kirken og hvordan
troen har betydning for hende i dagligdagen. Det er også beretningen om et menneske, der har mere end svært ved at sige nej, både til børnene, arbejde og fremmede mennesker på gade og vej - og i linje 5. Og endelig er det en skuespiller med helt klare visioner.

Som sagt er det ikke en vanlig biografi, jeg savnede lidt mere Bodil i barne og ungdomsårene, lidt mere omkring hendes drive. Til gengæld fik jeg en rigtig fin fortælling om et meget privat menneske, der gerne vil betale noget tilbage til alle de mennesker hun låner
af til hendes roller - og det gør Bodil, altså betaler tilbage - Men med så meget
privatliv tilbage, at jeg aldrig følte, at jeg snagede eller havde behovet for at komme tættere på, det er med dybeste respekt for netop privatlivet, at jeg synes det var en helt
utrolig fin beretning, oplysende uden at blive anmasende.

Bodil beretter naturligvis om hendes mange år på det Kgl. Teater, det endte med en
opsigelse i protest mod ledelsen, men ikke en smækket dør. Bodil beretter om nogle
af de skuespillere, der har krydset hendes vej, på godt og ondt - men selv om det 
skinner gennem linjerne, at der har været kurrer på tråden, taler hun pænt. Det gør
sig dog ikke gældende i det afsnit, hvor hun beretter om den grimme ulykke Søren Sætter Lassen var ude for, da en 500 kg. væg vælter ned over ham, og teatret efterfølgende
kaster skylden på Søren og ydermere svigter ham groft - Der træder Bodils vrede
tydeligt igennem. Og da Bodil sidste år var tæt på at miste livet, er det hende mand,
der kaster sin vrede på den manglende sikkerhed for skuespillerne - ringen er på en meget trist måde sluttet.

Bodil Jørgen er et meget troende menneske og denne beretning er en meget
lang og klar kærlighedserklæring til Gud. Nogle læsere vil muligvis også synes, at der
er for meget om tro. Ligesom Bodil ytrer meninger om sit fag, går hun i denne bog
også i clinch med folkekirken og os mennesker. Uden at løfte for meget af sløret, vil jeg da gerne sige, at Bodil er en traditionernes kvinde.

Alt i alt, en fin fortælling om og af en af tidens meget store skuespillere, den er læsværdig,
og giver et fint billede af et meget specielt menneske.






torsdag den 12. februar 2015

To Brødre

AF Ben Elton


611 sider Forlaget Turbulenz

Dette er mit første litterære møde med forfatteren, der udover at have skrevet en del bøger, også står bag f.eks. Blackadder og Mr. Bean, sidstnævnte har jeg med stor glæde
set en del af. Denne roman er fiktion, men er bygget over en del af forfatterens egen
familiehistorie, hvorfor en del af bogen sagtens kunne være forekommet.

Bogen er bygget op i tre bestanddele: Brødrene Otto og Paulus, deres forældres historier,
begge dele foregår i Tyskland fra 1920-1945 og endelig en del omkring Stone (den ene bror) i England og Berlin 1956. Afsnittene er klart markerede, så det er nemt at
holde styr på den del. 

Handlingen udspiller sig omkring den jødiske familie Stenger. i 1920 føder Frieda tvillingedrenge, men den ene dør under fødslen. Under en time efter adopterer hun en død
kvindes dreng, en arisk dreng med en afdød kommunistisk far. Faderen Wolfgang er 
jazz musiker, og moderen er en af de første kvindelige læger i mellemkrigstiden. De to brødre Otto og Paulus vokser op i Berlin mens Hitler får mere og mere magt, og jødehadet udvikler sig. Faderen tager en musikelev, en jødisk millionærdatter Dagmar. Drengene kæmper livet igennem om hendes gunst, men Dagmar iskoldt og beregnende skaber uro
og splid. Da børnene bliver teenagere starter raceadskillelsen for alvor og den ene bror,
der jo ikke er jøde, kan risikere at blive fjernet fra hans familie og pigen han elsker.
Herefter kæmper alle i familien og omgangskredsen for at overleve!

Fortællingen i sig selv er jo endnu en grusom beretning fra starten af 1900 tallet, desværre fandt jeg mig selv i beskuerens rolle hele vejen igennem, jeg kom aldrig helt tæt på, og
det er synd, for det ville have gavnet min historieopfattelse en hel del.

Jeg kæmpede gennem hele romanen med sproget, på den ene side var det friskt,
jeg kunne tydeligt mærke forfatterens lune, og er en stor tilhænger af humor, men det blev for stor en irritation for mig. F.eks. betvivler jeg kraftig, at Tyskerne i for snart hundrede år siden sagde: "Luk røven" sådan er der utallige sproglige misforhold, og det ødelagde en stor del af min oplevelse. Jeg ville have elsket det gamle sprog og dets talemåder.

Derudover er hele historien bygget op omkring de to brødres kærlighedshunger efter
Dagmar, hvordan de konstant kæmper om hendes gunst, og hvordan hun behandler dem.
Og her gik det for alvor galt for mig, det bliver alt for banalt i både dialoger og handlinger,
de ufattelig mange episoder med Dagmar bliver gentagelse på gentagelse. Det er en meget stor skam, for med en gedigen redigering, kunne dette have været en fantastisk fortælling i stil med "Pigen i den røde frakke" der kom helt ind under huden på læseren. Denne blev
i stedet en skuffelse for mig, netop fordi jeg var beskuer og det sproglige var en konstant forstyrrende faktor. Men er man til temaet 2. verdenskrig, og kan man se bort fra de sproglige og redigeringsmæssige mangler, er her en rigtig fin fortælling.