tirsdag den 28. marts 2017

Vend dig ikke om

AF Tove Alsterdal


398 sider Modtryk

Tove Alsterdal har en lang karriere som journalist og dramatiker bag sig. Vend dig ikke om er hendes fjerde romanudgivelse. Hun modtog prisen for Bedste svenske krimi for den forrige udgivelse Lad mig tage din hånd. Læs mere her

I1990´erne vender sygeplejersken Ulla ryggen til Beckomberga, Europas største psykiatriske hospital. I nutiden er hospitalet revet ned og der er bygget eksklusive huse rundt om i den gamle hospitalspark. Alt ånder fred og idyl, hvis man da ser bort fra nogle indbryd og tyverier, og her midt i idyllen bor Svante Levander sammen med sin mange år yngre kæreste. Svantes ekskone Eva brød ud af ægteskabet for et par år siden, men nu har hun svært ved at lade Svante være. Og der er grunden til, at hun befinder sig på en øde og mørk gade sammen med Svante. Eva bliver slået ned og Svante bliver dræbt. Da politiet finder ud af, at Eva var på stedet og faktisk har fulgt efter Svante længe, bliver Eva anklaget for drabet. Eva eneste håb er at finde den roma-tigger, der sad tæt på stedet, hvor overfaldet fandt sted. Eneste problem er bare, at kvinden er som sunket i jorden. Sagen synes derfor lige til og naboerne i det eksklusive kvarter ånder lettet op - lige indtil en gruppe drenge finder skeletrester i den gamle hospitalspark, ganske tæt på det sted, hvor Svante blev dræbt. Beboerne panikker, politiet bliver måske nødt til at se på Eva med nye øjne og Eva må i gang med at finde det ene vidne, der forhåbentlig kan frikende hende. Kort sagt: sagen forgrener sig og alle parter kommer på hårdt arbejde. 

Jeg stiftede bekendtskab med Tove Alsterdal i den forgående roman, Lad mig tage din hånd. Og jeg var ovenud begejstret, så forventningerne til denne var helt i top. Jeg starter derfor med at sige, at de blev indfriet - til fulde.

Alsterdal skriver levende, knivskarpt og præcist. Sproget er letlæseligt, ingen unødige tillægsord men med enorm fylde. Samtlige figurer er "kød og blod" de er spillevende i både tanker og handlinger, de kunne være du og jeg. Alsterdal skriver ikke krimier i den gængse stil, hun skriver samfundsrelaterede og kritiske romaner, hvor hovedvægten er på samfundet og dertil bygget op om et plot - og det er altså virkelig godt.

Da det ikke er krimi med politiet i hovedrollen, er det heller ikke meget politiet er inde i handlingen men der, hvor de er repræsenteret er det nogenlunde realistisk. Samtidig gør det så absolut ingenting, at de ikke har en større rolle, for det er ikke selve plottet, der bærer hovedrollen i Alsterdals krimier - det er alt det udenom. Denne gang er det, udover de nære relationer, flygtninge, romaer og det psykiatriske system, der kommer i vridemaskinen. 

Her er alt fra dysfunktionelle forhold til børn, kærester og sig selv. Over en lille historisk rejse ned gennem Europa og til de forhold romaerne lever under - både i Sverige og i de øvrige lande. Alsterdal er ikke dikterende, hun er vejviser og "tanke-starter" hun aftvinger læseren moralske holdninger under læsningen, og jeg er stadig vild med det. 

Er du til krimier, der bryder normen, så er dette en mustread. Vend dig ikke om kan læses fritstående, Tove Alsterdals krimier er ikke i serier.og nye læsere kan derfor med stor succes starte her. Læsere, der kender denne unikke forfatter, kan glæde sig til endnu en solid læseoplevelse. Alsterdal er en ener indenfor genren, hun deler beredvilligt ud af samfundsviden, historier om du og jeg og skaber unikke rammer til dem. Mere, og snart tak!



Tidligere udkommet på dansk:

Kvinderne på Stranden

Begravet i stilheden

Lad mig tage din hånd - Læs anmeldelsen her

© Bognørden

Ingen kommentarer:

Send en kommentar