torsdag den 6. april 2017

Koldfronter

AF Keld Broksø



Keld Broksø er udover forfatter journalist og kommunikationsrådgiver. Koldfronter er hans femte romanudgivelse, men mit første møde med ham. Læs mere om forfatter og bog her

I Ukraine starter en kvinde en lavine af begivenheder. I Berlin går en udgravning galt og en eksplosion koster en mand livet. Men da mandens lig er fjernet, finder man en fuldkommen intakt æske nede i jorden, indholdet er et brev fra den tyske soldat Josef Wolff, der døde i København kort efter krigens slutning. Andet steds i Berlin sidder Andreas Wolff, der bare vil have fred og ro i sin tilværelse, men da han bliver kontaktet vedr. et brev fra hans far, bliver tilværelsen alt andet end fredelig. I Sydhavnen i København sidder Jack Wolff i sin faldefærdige stuelejlighed. Han er arbejdsløs og i gang med at skubbe den allersidste ven ud af sit liv. Jack holder af høj musik og aftenture på Vestre kirkegård. Jacks overbo Stefan er politiassistent og træt af Jacks høje musik. En aften ser Stefan sin overbo gå ud tæt på midnat, han kan mærke, at noget er galt og følger efter Jack. Og da Jack kort tid efter bliver overfaldet på den mørke kirkegård, går det for alvor op for Stefan, at Jack tilbageholder noget og han, Stefan, bliver nødt til at kigge nærmere på det. Kvinden i Ukraine har startet en lavine, nu er spørgsmålet så, hvem der bliver involveret, hvor omfattende begivenhederne bliver og ikke mindst, hvem der kommer igennem.

Koldfronter er en politisk spændingsroman, der forgrener sig over flere lande og har et stort persongalleri. Sproget er flydende og kapitlerne har tydelig markering af, hvor handlingen foregår. Hvor jeg er virkelig begejstret over den solide research, kommer jeg til gengæld aldrig rigtig til at tro på figurerne. De fleste er tvære, egenrådige og usympatiske. Mange af deres handlinger mangler realisme og bliver for letbenede for mig. Og dertil kommer, at historien er meget omfangsrig og indimellem er bliver kringlet. Det gør, at læseren skal holde tungen lige i munden, for Koldfronter kræver en hel del af sin læser både i forhold til at holde styr på figurer og i forhold til at holde fokus på handlingen.

Politiet er deltagere i flere lande, dog er det ikke dem, der har hovedvægten. Men jeg har det med politiet, at er i de repræsenteret i romanen, skal de være realistiske og det synes jeg ikke de er her - de er inkompetente og falder over deres egne hovsa-løsninger.  F.eks. bliver Stefan kaldt til møde med sin chef fordi han ikke har passet sit arbejde ordentligt. Momentet efter bliver han sat på en opgave, hvor han er inhabil. Og så honorerer politchefen Stefans manglende evner, med at tage ham med til Berlin på en international opgave... Det hænger simpelthen ikke sammen for mig. 

Plottet er til gengæld super godt skruet sammen. Det er omfangsrigt og som sagt, så har forfatteren virkelig været grundig i sin research. Det gør romanen aktuel og er et enormt plus, og faktisk det, der trækker romanen op hos mig. Og så er det jo ikke til at komme udenom det fakta, at der (igen) er koldkrigsstemning mellem Rusland og vesten. Så omdrejningspunktet kan være mindre fiktion end vi aner. Jeg savnede realisme og en mere lettilgængelig fortælling, men honorerer plottet og den store research.

© Bognørden

Ingen kommentarer:

Send en kommentar