torsdag den 30. november 2017

Sigurd fortæller om kongerækken

AF Sigurd Barett

Illustreret af Stine Rosenberg



Der findes næppe mange børn og småbørnsforældre, der ikke kender Sigurd. Han har bjertaget familier på TV med bjørnen Bjørn, med sang og musik og som forfatter til mere end 30 bøger. Senest tog Sigurds Danmarkshistorie landet med storm, og nu er der altså igen nyt, denne gang om de danske regenter.

Bogen er opdelt således, at Sigurd begynder med Sagnkongerne og ender med Kronpris Frederik og Prins Christian. Sagnkongerne nyder hinandens fællesskab, men derefter har hver enkelt regent sit eget kapitel: Hvert kapitel begynder med at huske læseren på, hvor det forgående sluttede. Og så tager Sigurd elles over, han fortæller, i kronologisk orden, historier om den konge, kapitlet handler om. Sigurd fletter historiske fakta ind i en fortælling om, hvad pågældende konge foretog sig, hvordan danskerne og verden så på ham og ikke mindst, hvem han giftede sig med og, hvilke børn han fik. Hvert kapitel afsluttes med en faktaboks om kongen, et ”Vidste du” afsnit og endelig en forklaring på, hvor du kan se efter spor eller se mere om de enkelte konger. Alt sammen tilsat de skønneste farverige illustrationer, der også selv kan fortælle historier. Endelig er kongerne og de svære fremmedord, fremhævet i farver og lige til at slå op i faktaboksene eller i ordlisten bagest i bogen. Og som en ekstra krølle, med følger der en CD, hvor Sigurd har indtalt hele bogen og naturligvis også synger nogle af sine sange om de danske konger.

Jeg har ikke læst de tidligere udgivelser – stor fejl. For jeg må melde mig i koret af begejstrede læsere. Sigurd lover, at bogen kan læses af alle mellem 5 og 100 år, det er jeg enig i. Sproget sprudler, Sigurd skriver som han taler, og frem for alt, inddrager han børnene i fortællingen og er fuldkommen i øjenhøjde med specielt de små læsere.

Opbygningen med både bog og mp3 cd gør, at bogen kan bruges igen og igen. De mindste læsere kan få bogen oplæst, enten af en voksen i huset eller af Sigurd på cd´en. De kan synge med på sangene, og så giver illustrationerne rig mulighed for at lade fantasien løbe afsted og lave nye historier og endelig er det muligt at bruge bogen som opslagsværk til både skoleopgaver, familiequizzer eller bare til: hvad var det nu?

Sigurd fortæller om kongerækken er en top underholdende samling, der også giver et lille indblik i samfundets udvikling. Uanset, om du er novice som jeg, eller en mere garvet ”Sigurd læser” så garanterer jeg virkelig god underholdning, brugbar viden og altså en bog, der med garanti kan læses i mange år. Jeg er begejstret, for både formidling og indhold – det er bundsolid børnelitteratur, der gør læring til leg.


Tidligere udkommet bl.a.:

Sigurd fortæller Danmarkshistorie bind 1 og bind 2

Sigurd fortæller Om de nordiske guder

Sigurd fortæller Bibelhistorier

Sigurd fortæller om Luther

Sigurd fortæller om de græske guder

Sigurds ABC

© Bognørden

onsdag den 29. november 2017

Kokosolie - Naturens vidunder

AF Laura Agar Wilson



Oversat af Tina D. Laursen

Den engelske forfatter er blogger, helseskribent og opskriftudvikler. Derudover er hun certificeret sundheds- og livsstilscoach og holistisk terapeut. Du kan besøge hendes blog her (engelsk) hvor hun meget apropos skriver om hendes nye passion: den danske hygge.

Bogen er opdelt i fem afsnit:

Indledning:
Kokosnødden er en stenfrugt, der kan spores helt tilbage til 4 århundrede f. kr. Dens lægende og helende egenskaber har været kendt, men da den består af mættede fedtsyrer blev den udskammet i 1980´erne. Nu er den på vej tilbage, da dens egenskaber, også ernæringsmæssigt, ikke er helt så farlige som antaget – tværtom. Kokosolie kan bruges til mange ting – 200 af dem kommer her sammen med en købeguide.

Kost:
Er du til smoothies, lækre kager, smørepålæg? Eller er du på jagt efter nye opskrifter på både morgenmad, frokost, aftensmad, småkager og dessert – så får du ideer med her. Alle underkategorier indeholder forslag og opskrifter, så du kan prøve nyt, hvad enten du er kødæder, vegetar eller ikke spiser gluten eller mælkeprodukter.

Sundhed:
Her er cremer til mor og baby, måder at lindre halsbrand, hæmorider, hovedlus eller svamp. For Kokosolie kan efter sigende bruges til meget mere end vi aner. Udover det ovennævnte, kan du også finde opskrifter på hjemmelavet naturmedicin, hostesirup eller salve mod hovedpine. Og så får du opskrifter på, hvordan kokosolie skal kune stabilisere både blodsukker, tarmflora og ikke mindst skulle den kunne sætte forbrændingen i vejret.

Hjemmet:
I hverdagen bruger vi ofte mange forskellige midler til at klare rengøringen. Kokosolien kan afløse en del af dem. For olien kan bruges til f.eks. at fjerne rust, fjerne tyggegummi, smøre læder og give møblerne en polish. Du får også opskriften på hjemmelavet universalrengøringsmiddel og hjemmelavet vaskemiddel. Og endelig kan du selv lave modellervoks, fjerne rust fra værktøjet eller give dine madvarer længere levetid.

Skønhed:
I dette kapitel får du en mængde opskrifter på, hvordan du selv laver dine egne produkter. Lige fra deodoranter, over makeupfjerner, til mandens barbercreme. Bruger du ansigtsmasker, læbepomade, fodcreme eller scrub er her også opskrifter. Og så kan du faktisk også lave din egen parfume og enkelte makeupprodukter. Så går du op i dit udseende og ønsker rene produkter, er der rig mulighed for at finde løsninger her.

Naturens vidunder er en letlæselig samling. Stikordsregistret gør det muligt at bruge bogen som opslagsværk til at finde præcis den opskrift man søger. Opskrifterne er lette at følge og har man først styr på indkøbene af basis ingredienserne, så er det faktisk overraskende let at følge bogens mange opskrifter.

Indkøbsguiden forrest er fin, med gode forklaringer. Men her savnede jeg lidt viden om alternativer ifald man ikke er vild med smagen – kan olien fx kommes i yoghurt? Kan honningen erstatted? Men derudover er opskrifterne som sagt lette at gå til.

Der er ingen fanatisme eller diktat omkring kokosolien. Forfatteren formidler sådan set ”bare” hvad videnskaben og brugere har erfaret med olien. Det kan måske tage vejret fra en begynder, når man ser basis listen, men ifald bogens opskrifter rent faktisk virker efter hensigten, så får du garanterede naturlige produkter og mange anvendelsesmuligheder, der så igen sparer indkøb af flere forskellige produkter.

Jeg kan ikke sige om det virker, for jeg har endnu ikke prøvet noget af det. Men det vil jeg gøre nu, og hvem ved, måske en start i det små, spreder sig til at afprøve andre opskrifter. Om ikke andet, så har jeg fået en flaske kokosolie i huset for første gang.


© Bognørden

tirsdag den 28. november 2017

Solens sidste stråler


AF Lars Rambe




Oversat af Kamilla Jørgensen

Den svenske forfatter har udgivet flere spændingsromaner siden han i 2005 begyndte at skrive. Derudover er han jurist, har arbejdet i medicinalindustrien, haft eget advokatfirma og er i dag forfatter og forlagsdirektør. Solens sidste stråler er første danske oversættelse af Lars Rambes romaner. Læs mere om forfatteren her

I Nairobi Kenya bliver politimanden David kaldt ud til en tilsyneladende car-jacking. Men tingene ser ud til at være alt andet end endnu en let sag. Samtidig med at David skal bekæmpe kriminalitet, skal han også kæmpe med den massive korruption, der foregår i Kenya – ikke mindst indenfor politiet. I Sverige sidder politimanden Per Strand, han får uventet tilbudt en speciel stilling. Han skal oplære kommende politibetjente i Kenya, på den svenske stats regning. Per tænker ikke længe før han beslutter at flytte sin kone og sin datter til det afrikanske land. Også Pers gode ven, journalisten Frederik, står overfor nye veje i livet. Da hans far dør, beslutter Frederik, at han vil forsøge at komme lidt væk fra det hele, og han tager derfor sin familie med til Kenya, for at besøge vennerne. Men alt er kaos i Kenya, mord og mordforsøg er dagligdag, og inden han får set sig om, er Per midt i kugleregnen, og det sammen med Kenyanske David, som Per ikke aner om han kan stole på. Men begivenhederne tager om sig både i Sverige og Kenya, og det ene voldsomme attentat efterfølger det andet. Spørgsmålet er så om Per og David kan stoppe det.

Solens sidste stråler er en aktionpræget spændingsroman. Hurtige sceneskift, korruption, vilde skudvekslinger og vekslende arenaer i to lande. Der er en del figurer i handlingen, så det bliver ofte lidt hektisk at finde rundt i, hvem der er hvor. Desværre kommer jeg aldrig til at mærke figurerne, de forbliver kunstige og perifere, ligesom handlingen ofte fortæller noget, der ikke følges op eller er fortællingen uvedkommende.

Sproget er sådan set letlæseligt nok. Oversættelse og redigering halter lidt ind imellem, men sproget er som sådan let at gå til. Men det passer desværre ikke rigtigt ind i handlingen. Det aktionprægede mister glansen, når der tales om tapre og modige politifolk, der lover vidner ikke at blive sure – det hænger altså ikke sammen hos mig. Så derfor udeblev spændingen.

Jeg fornemmer forfatterens store interesse for landet og for specielt Somaliernes liv. Jeg ville langt hellere have læst en fortælling om det, med stærke, realistiske figurer og en handling, der gav rum til fordybelse. For den manglede jeg her, jeg havde svært ved at fastholde interessen og læseflowet, og da jeg ofte ikke kunne relatere til hverken figurer eller handling, faldt romanen desværre igennem hos mig.



© Bognørden

tirsdag den 21. november 2017

Businessmor - tre trin til succes som mor og selvstændig


AF Christine Gouchault



Christine Gouchault har en mastergrad i kommunikation og reklame, er certificeret business, life og mastercoach og så ejer hun firmaet Mors Business. Det kan være både hårdt og fantastisk givenede at være selvstændig. Her får du forretningsråd og et indblik i livet som selvstændig, og livet som selvstændig mor. Læs mere om forfatteren her

Guiden henvender sig til kvinder, der enten allerede er selvstændige, eller har drømmen om at blive sig egen chef. De tre trin består af overordnet af:

1)    Find din drivkraft og slip dine bremser
2)    Din strategi
3)    Optimer dine ressourcer, og nå mere.

Under hvert trin er der så igen underkategorier med en blanding af råd, øvelser, forklaringer og ikke mindst menneskeliggørelse ved interviews med selvstændige kvinder, der har været igennem præcis det afsnittet beskæftiger sig med. Kvinderne deler ud af erfaringerne, det bliver således en blanding af teori og vejledning, understøttet af praktik.

Jeg fandt guiden både informativ og meget brugbar. Der er mange guldkorn, specielt fra de interviewede kvinder, der både giver råd og gør rådene levende og langt mere visionære. En stor del af guiden er naturligvis bundet op omkring netværk, hvor vigtigt det er, og således kommer forfatterens egen virksomhed på banen - den præmis køber jeg. Hun evner også at overbevise mig om, at det rent faktisk er muligt at udleve drømmen.

Til gengæld lykkedes hun ikke helt med at overbevise mig om, at det er muligt at være en hårdtarbejdende selvstændig m/k, og samtidig være der helt for børnene. Der er heldigvis fortællinger fra begge sider, men faktisk er det også her netværket går igen. For rådet er; sørg for at have et godt netværk, der kan tage med børnene til sport etc. Ikke, at jeg synes det absolut er moderens job eller,at mødrene er mindre tilstedeværende forældre af den grund, men jeg ser bare stadig, at det trods ligestilling og kampen for retten til at udleve sin professionelle drøm – stadig er et dilemma, at få de to ting til at gå op.

Derimod synes jeg guiden er en solid indføring i nogle af de faldgrupper, succeser og dagligdags arbejdsgange, der følger med at have sit eget firma. Og her kan både kvinder og mænd få udbytte af guiden. For de, der allerede er i forretningsverdenen er der ikke de store problemer med fagudtrykkene men, hvis guiden også skal imødekomme og rumme nye og udenforstående forretningskvinder, ville det have været super med en kort ordliste bagerst med forklaringer på indforståede ord som f.eks. CTO, webinar og pitche.

Alt i alt en levende og velskrevet guide til livet som selvstændig. Jeg synes styrken ved guiden ligger i de gode blandinger af teori og kvindernes fortællinger. Det levendegør eksemplerne og giver, i min optik, et meget klart billede af muligheder og metoder.

© Bognørden

søndag den 19. november 2017

En skuffe fuld - Novellesamling

AF Mads-Peder Winther Søby



Mads Søby er uddannet pædagog og Cand.mag i historie og idéhistorie. Han debuterede som novelleforfatter i 2015 og har siden da bl.a. udgivet digtsamlingen Digteren mellem linjerne (se mere nederst på denne side) Læs mere om forfatteren her

En skuffe fuld er, som titlen lover, en samling noveller, der har ligget i forfatterens skuffe gennem længere tid og nu er kommet på tryk. Samlingen består af 11 af Mads-Peder Winther Søbys egne noveller og afsluttes med kollegaen Andrea Kims novelle Igennem fantasien og kunsten, som jeg anmeldte i 2016 – læs mere nederst.

         1)    I alle størrelser:
               En ung mands møde med fortiden og hans påvirkning af nutiden.

            2)    Kærligheden kan komme hvad dag det skal være
        Om at sidde og vente på kærligheden, mens verden passerer forbi.

3) Brev fra en gen-ganger
 En søns brev til sine forældre og sin bror.

4) Så gik vi
Om at have mistet – ikke mindst lysten til livet.

5) Springet gennem tiden
Om en anden afslutning

6) De værste sår er de, der ikke bløder
Et syn ind i en mulig fremtid.

7) Jeg sang med
Om at se tilbage og skamme sig

8) I læ af tilværelsen
Om at leve livet i fantasien

9) Krigsanalogi
Om mig, mig, mig

10) Det er alt sammen lidt trist
Om en mors forsøg på at trøste sine børn.

11) Ubetinget kærlighed
Om at sige farvel

Novellens form gør jo, at forfatteren skal formidle og begrænse handlingen, så den passer til formen, derfor skal sproget gerne være finpudset, så læseren kan beskæftige sig med handling frem for formidling. Det lykkedes, i min optik, ikke helt her. Sætningerne er ofte alt for lange, hvilket gør sproget gnidret og læsningen mistede flowet. En skarpere sproglig redigering, og læsningen havde været langt mere behagelig. Jeg kan sagtens fornemme formidlings-glæden, og momentvis er der rigtig fine ordspil, gode punchlines og en skøn lyrik. I glimt oplevede jeg solide, realistiske figurer og det vil jeg meget gerne se mere af i de kommende udgivelser.

Den røde tråd er ensomhed. Ensomhed kommer i mange former, det gør den også her i samlingen, hvor figurerne, på hver deres måde, lever med, kæmper imod eller forsøger at forklare eller ændre ensomheden. Det lyder, og er, en dyster samling. Men samtidig er der momentvise lyspunkter, hvor håbet heldigvis kan skinne igennem.

Nogle af novellerne ramte fuldkommen ved siden af hos mig, mens andre gjorde indtryk og kaldte på eftertanke. Her vil jeg fremhæve Gen-gangeren, I læ af tilværelsen og De værste sår er de, der ikke bløder. Alle har et nutidigt og universalt tema om, hvor langt vi vil gå med teknologien og i vores relationer til andre mennesker. Noget er sat på spidsen, mens andet rent faktisk kunne være en biografisk fortælling – og dét er skræmmende.  

Dette var mit andet møde med forfatteren, og præcis som sidste gang, har jeg haft en blandet oplevelse. Nogle af novellerne gjorde stort indtryk, mens andre faldt fuldkommen igennem hos mig. Idérigdommen er der, nu skal sproget bare tunes, så er jeg sikker på, at det bliver til mange, virkelig gode læseoplevelser i fremtiden.


Tidligere anmeldt på Bognørden:

Digteren mellem linjerne – Læs anmeldelsen her

Andrea Kim: Igennem fantasien og kunsten – Læs anmeldelsen her

© Bognørden




fredag den 17. november 2017

Soulmates


AF Claus Ankersen




Claus Ankersen er digter, antropolog og kunstner. Han har holdt professionelle digtoplæsninger i mere end 19 lande fra Delhi over New York til Kiev og London. Så han er et kendt ansigt på de internationale spoken word scener.

Soulmates rummer en stor samling kærlighedsdigte. Alle tilegnet kvinder, og med undtagelse af B, der er den råde tråd i samlingen, er alle øvrige digte tilegnet forskellige kvinder. Fælles er dog jagten på kærligheden, metoderne er mangfoldige og sex, anerkendelse og angst er omdrejningspunkterne for det at indse, at det er så forbandet svært at finde og besvare kærligheden.

Eksempler fra samlingen:

Sofavælger til B

[…] Er det farligt, fårligt eller dårligt tegn
når du vælger eller ikke vælger
at falde i søvn på sofaen og blive der
hele natten skønt jeg ligger
og venter i rummet ved siden af
er det så afvisning?
Eller bliver det
først afvisning i spejling
fordi jeg savner dig i sengen og ikke kan sove
og to gange står op
går ind
og stryger dig over kinden
for at se dig
og spørge om du nu
ligger godt?
Opstår følelsen af afvisning i blottelsens kølvand?
I erkendelsen af afhængighed
eller i ønsket om den?
Er afhængighed dårlig
er den farlig?
Må man indrømme
at man vil
et andet menneske?[…]”

Forsvar for Jørgen Leth Til B

” […] Den unge kærlighed er flygtig
fascinationen af det nyeste
en blafrende leg med former
som for en tid puster nyt liv, i sengetøjet
på størresnoren […]
Hendes kærlighed er vandpyttedyb
og enhver kærestesorg kan kureres med en weekends
SKAM i Sex and The City […]”

Indrøm indrøm Til trutlæbe B

”[…] Aldrig er jeg blevet såret så dybt
Aldrig er jeg blevet narret så grundigt
Aldrig har jeg ladet mig rive så ukritisk med
Aldrig Aldrig Aldrig
siden sidst
er jeg blevet taget med håret så langt inde
i postkassen
Aldrig er jeg blevet taget
medbukserne så langt nede
for det er sket før
på nøjagtig samme måde
efter halvanden års tid
med omvendt fortegn
og mindre aldersforskel
mod denne generationelle
Så nu har det taget 15 år
at slikke sårerne, og just
som jeg er ved at være HELT mig selv
sker det igen på nøjagtig samme måde.[…] ”

Udover et noget stereotypt kvindebillede, var samlingen herlig mangfoldig – brutal, rå og dampende intens. En mands længsel efter fortidens forelskelser, men trods hans jalousi og jagt efter kærligheden evner han alligevel aldrig rigtig at binde sig for alvor. Kort sagt, Soulmates handler om den svære kærlighed - og, hvem har ikke kunnet relatere på det, på et eller andet tidspunkt i livet?

Endnu en gang var jeg godt underholdt af en digtsamling. Jeg blev ikke forelsket, men jeg kom med ind i et univers, der kan læses og genlæses. For jeg er sikker på, at samlingen udvikler sig med fremtidige genlæsninger, for et er sikkert: jeg skal læse den igen.


© Bognørden

onsdag den 15. november 2017

Det (D)øde hus på Egevej




Mette Findrup har mere end 60 børnebøger på sit cv. Hun har vundet flere priser for sit forfatterskab og har begejstret sine unge læsere i flere år. Specielt uhyggen er Mette Findrups store lidenskab og med et lixal på kun 15, er der rig mulighed for at indlemme de fleste læsere i litteraturens væsen

Søstrene Kira og Sofie bor sammen med deres overbeskyttende mor, i den lille by Glarup. Trods en lille aldersforskel, går begge piger i samme 8. klasse i byen. Siden pigernes far døde i en cykelulykke for nogle år siden, har pigernes mor forbudt dem at cykle og hun overvåger hvert et skridt de tager. En dag får Kira nok, hun vil ikke gå samme vej i skole, hun vil bryde ud af moderens overvågning. Kira får overtalt Sofie og pludselig befinder søstrene sig i en tilgroet have, hvor et faldefærdigt og tydeligt tomt hus, står og ser både uhyggeligt og spændende ud. Pigerne bryder ind i det forladte hus og opdager, at det måske slet ikke er så forladt som de troede, for oppe under husets tag finder de et værelse med møbler, ting på reolen og, hvor elektriciteten virker, selv om resten af huset er mørklagt. Pigerne går ind i værelset, fryser pludselig temmelig meget, og inden de får set sig om, står de overfor et spøgelse – eller gør de?

Bogen er opdelt i små, letlæselige kapitler. Sproget er sprudlende og trods det lave lixtal, virkelig velformuleret og helt i øjenhøjde med sine læsere. Figurerne er levende og stort set realistiske, jeg garanterer, at læseren kan se sig selv i dele af handlingen. Min eneste anke er, at nogle af handlingerne konflikter med sund fornuft. Netop fordi der er hentetså meget i virkeligheden verden, skal de moralske handlinger gerne være kække, men opfordre børnene til omtanke, og den synes jeg smutter et par gange her. 

Når det så er sagt, så er det her en super gyser for store børn/unge – ca. 10 år og opefter. Den kan bruges som almindelig frilæsning eller som oplæsning i fx klassens time. Temaerne er genkendelige for de fleste børn/unge og deres forældre: overvågning, at lyve, angsten for at miste. Handlingen og de levende personportrætter, giver derfor, udover spænding til læseren, et genkendeligt billede af en almindelig hverdag som mange børn og voksne kan relatere til.

Derudover er det en fortælling, der rummer ånder/spøgelser. Uanset om man tror på det eller ej, bliver man i hver fald nødt til at forholde sig til muligheden. Det er endnu en grund til, at jeg mener bogen kan bruges i skolen, den kan være et glimrende indspark i debatten omkring døden og muligt liv efter.

Kort sagt: Det (D)øde hus på Egevej, er en super fin fortælling, den underholder, er gysende og spændende (i børnehøjde) og så giver den rum for eftertanke hos læseren og levner rig mulighed for videre samtale. Mit første møde med Mette Finderup blev godt og hun får varme anbefalinger med herfra.


© Bognørden

mandag den 13. november 2017

(Jule)Konkurrence for de 0-10 årige og deres voksne

GIVEAWAY – VIND

Der er kommet en ny spiller på de 0 -10 årige børns litterære bane: Fairytell.dk .Og nu kan hele 10 heldige vindere få 6 måneders fri adgang til et børneunivers med adskillige timers garanteret underholdning – både med og uden forældre. Så her er muligheden for at vinde en julegave til dig selv, eller glæde en familie, der har små mennesker i deres midte. Gevinsten har en samlet værdi af 3540.- kr.


Om Fairytell.dk:

”Oplev en eventyrlig verden af lydbøger og e-bøger for børn. For kun 59 kr. om måneden, får du ubegrænset adgang til hundredvis af de bedste børnebøger og timevis af kvalitetsunderholdning. Du og dit barn kan trygt gå på opdagelse. Fairytells bøger egner sig til 0-10 årige børn.
Flere børn skal klare sig bedre i livet. Børn, der tidligt får interesse for bøger og læsning, får naturligt lyst til at lære mere hele livet igennem. Derfor har vi gjort os umage for at skabe et univers, der er sjovt, trygt og ikke mindst lærende for dit barn. Universet er uden tekst, og små ikoner guider jer frem til de bøger, som I har lyst til at læse eller lytte til.

Fairytell virker på smartphone og tablet hele døgnet rundt. Du kan benytte op til 5 enheder samtidig, så søskende ikke skal slås om historierne.
Alle dine favoritter gemmes automatisk offline: Når I skal køre langt eller rejse, kan I altid få adgang til jeres yndlingsbøger. Så slipper du også for slæbet med de tunge bøger! Og de bliver heller aldrig væk eller skal afleveres tilbage :-)
Fairytell har bøger til store og små. Vi har forsøgt at skabe et udvalg, som passer fra 1 år og helt op til 10 års alderen med sjove, spændende og læsevenlige bøger. Om I læser sammen, enkeltvis eller barnet selv fordyber sig med en lydbog, mens der bliver tegnet, er helt op til jer.
Mangler vi nogle bøger? Skriv endelig os.

Hos Fairytell skal læsning være sjovt! Derfor forsøger vi at tilbyde alle de kendte, sjove, skøre og populære børnebøger, der findes. Blandt de mange bøger kan I fx hygge jer med Alfons Åberg, Vitello, Rasmus Klump, Mimbo Jimbo, Prop & Berta, Snøvsen, Jakob Martin Strid-bøgerne Lille Frø og Mustafas Kiosk, HC. Andersens eventyr, Rita og Krokodille, Ole Lund Kirkegaards klassikere, Snøvsen, Bjarne Reuter, og mange, mange flere. Alle bøger er håndplukket og udvalgt til aldersgruppen så barnet trygt og sikkert kan anvende Fairytell selv.
Vi lægger løbende nyt indhold på, som passer til årstiden og højtiderne. Og samtidig tager vi også hensyn til, hvad børnene egentlig opfatter som gode historier. Hos Fairytell er kvalitet vigtigere end volumen. Husk at holde dig opdateret på nyeste tiltag fra Fairytell via vores nyhedsbrev eller Facebook.”


Og inden nogen undrer sig over, at Bognørden pludselig er begejstret for børns brug af iPads m.v. frem for bøger, så fastslår jeg lige: Det er bøger. Det, der har begejstret mig er, at her er universet bygget op på børnenes præmisser og så er bøgerne, alle som én, i to valgfri udgaver: Læs eller lyt. Det giver rigtig mange, gode, muligheder for at lege litteraturen ind i hverdagen. For her kan børnene nyde litteraturen, også hvis det lige i momentet ikke kan lade sig gøre, at få de voksne med på eventyr.


Jeg trækker 10 heldige vindere Mandag d. 27. november kl. 20 Så de 10 videre har mulighed for at bruge gevinsten som fx adventsgave eller julegave. Vil du have et lod med i puljen skal du kunne svare på, hvem der udlodder denne skønne præmie. Konkurrencen kører her på bloggen, på Facebook – klik her og på Instagram – klik her og du kan deltage alle tre steder. Har vinderne ikke kontaktet mig indenfor 24 timer efter udtrækningen, trækkes eventuelle ny/e vindere.

© Bognørden

Smag af egen medicin


AF Vigdis I. Lysne



Oversat af Allan Lillelund Andersen

Norske Vigdis Lysne er uddannet sygeplejerske og så har hun studeret filosofi på universitetet. Derudover etablerede Vigdis og ægtemanden en akupunktur klinik i Norge, og flyttede siden den, og sig selv til Danmark, hvor de nu driver klinik. Du kan læse mere om forfatteren her

Romanen er opdelt i figurer:
Jeg: mor til Alice. Alice var en livsglad dansepige, der efter at have fået HPV vaccinen, nu ikke længere evner så meget som at sidde op i sengen eller spise almindeligt mad.

Katja: storesøster til Lilja. Lilja blev syg efter HPV vaccinen. Lilja blev siden tvunget ind i psykiatrisk behandling, er nu tvangsindlagt og udenfor familiens rækkevidde.

Peter Stær: Psykiater, chef for ”Fremtidsklinikken” hvor de behandler kronisk syge efter den selvopfundne ”diagnose” Krop-hjerne-dysfunktion.

Sonia: Læge. Sonia lever et ensomt liv indenfor sin profession. For Sonia påviser graverende fejl i vaccine forskningen gennem 100 år. Men ingen vil høre på hende.

Alice: Den unge pige, der er så udmattet, at hun nogle gange end ikke kan tale.

Jan Andersen: journalistelev, der falder over en potentiel bombe under det danske sundhedsvæsen. Men er prisen for offentliggørelse for høj?

Alle ovennævnte figurer fortæller, fra hver deres side, hvordan de anskuer behandlingen af kronisk syge, vacciner, vaccineskader og endelig, hvordan det er at leve med en invaliderende sygdom, både på egen krop og som pårørende. Samtlige figurer er levende og realistiske og kunne være du og jeg. Det, at der er skiftende fortællere, giver både dele og helhed et solidt billede af, hvad der er på spil. Handlingen er bygget op omkring en stor TV debat, før- og efter den, der er indflettet et lille plot, men det var unødvendigt, for handlingen kan sagtens bære uden et plot.

Sproget er, bortset fra en håbløs oversættelse, yderst letlæseligt. Forfatteren evner at skrive en roman, der snurrer om syge mennesker, og den måde de bliver mødt af sundhedsvæsenet, på en virkelig let og levende måde, der gør romanen yderst tankevækkende og meget, meget interessant. Desværre er oversættelsen som sagt, ganske håbløs. Flere steder er den norske tekst slet ikke oversat, andre steder har oversætteren opfundet ord til lejligheden. Det er virkelig skidt, men heldigvis fik det ikke ødelagt det samlede billede, af en roman, der for alvor vækker omtanke.

Smag af egen medicin er en skønlitterær roman, med tråde fra virkelighedens verden.  Diagnoser, forskning og behandling af vacciner og mennesker med vaccineskader, er hentet fra virkelighedens verden. Det sætter et utrolig stærkt præg på læsningen, hele vejen gennem romanen. Fordi den rummer fakta, rummer et brandvarmt emne og endelig fordi jeg selv kan genkende flere dele fra virkeligheden, vil jeg på det varmeste anbefale den. Jeg mener, at alle har krav på sandheden så de på et oplyst grundlag, kan træffe de rigtige valg for dem selv og deres børn. LÆS DEN!


© Bognørden

søndag den 12. november 2017

Statsministrene

AF Anne Sofie Kragh & Michael Dyrby


Fotograf: Morten Albek



Statsministrene er blevet til i et samarbejde mellem journalist og forfatter Anne Sofie Kragh, der tidligere har skrevet biografien Magten og æren og Fogh – historien om en statsminister. Og Michael Dyrby, journalist og lærer med en lang årrække på TV2 bag sig. Bl.a. som redaktør og nyhedschef. De to står bag TV programmerne af samme navn: Statsministrene, som har kørt på DR1 i efteråret 2017.

”Jeg sagde til mine ministerkollegaer fra Det Konservative Folkeparti, at de skulle regne med, at jeg, i tilfælde af at der blev uenighed med en minister fra et andet parti, ville støtte det andet parti.”
   Poul Schlüter om at lede samarbejdet internt i regeringen.

Statsministrene har tilsammen ledet Danmark i 35 år. Poul Schlüter, Anders Fogh, Helle Thorning-Schmidt , Poul Nyrup og Lars Lykke Rasmussen. I maj 2017 mødtes de fem til en uformel snak om det noget anderledes job, de har bestredet. Bogen byder både på separate interviews og så kommer læseren med ind i samtalerne mellem de fem ledere. Få svar på, om der er forskel på, hvordan hhv. en mandlig og en kvindelig statsleder bliver modtaget og anskuet. Få f.eks. svar på, om jobbet som landets leder er ensomt, hvad politikerne mener om den politiske satire og endelig kan du også få et indblik, om der er noget, de fem gerne ville have været foruden eller måske endda har fortrudt.

Kapitlerne er opdelt således:

1.    Når jeg bliver statsminister
2. Sådan blev jeg statsminister
3. Første dag på kontoret
4. At lede og tage en kugle for holdet
5. Hverdagen
6. I Det Hvide Hus
7. På den internationale scene
8. Danmark i krig
9. Sagerne
10. At blive sat i bås
11. Statsministerfamilien
12. Den upopulære statsminister
13. Exit.

Hvert kapitel rummer besvarelser fra de involverede, derfor kan bogen også bruges som f.eks. opslagsværk og kan tages frem igen og igen. Hvad enten du er novice indenfor den politiske litteratur eller du, som jeg, har læst om en eller flere af den fem ledere, så giver bogen er rigtig fint indblik i det at være politiker og bestride jobbet som et lands leder, hvilke sejre og nederlag de kan møde på deres vej.

”[…]Allerede under mit første besøg i Det Hvide Hus i marts 2002 nævnte George W. Bush, at Irak var et problem. På en uformel og uforpligtende facon […] Tingene er, som de er og de udviklede sig som de gjorde. Der er ikke noget i den henseende, jeg fortryder […] Vi ses i øvrigt stadig, Bush og jeg.
   Anders Fogh Rasmussen Danmarks deltagelse i krigen i Irak

Jeg havde i forvejen læst om Lars Løkke Rasmussen og Poul Nyrup Rasmussen, og da jeg dertil også er meget politisk interesseret, er der ikke mange ting i bogen, der rykker det store ved min opfattelse af de fem eller kom som rene nyheder. Men, jeg fik faktisk et meget bedre indblik i Poul Schlüters måde at lede landet og regeringen – det var både oplysende og meget interessant. Derfor er min påstand, at bogen dækker alle læsere, uanset politisk ståsted og alder. For der er genkendelse for de, der kan huske tiderne, og en lidt dybere indsigt i nogle af de senere års store sager.

”[…]Han er en hård person, der ikke ejer tvivlens nådegave. Om han er argumentresistent, det ved jeg ikke, men der er i hvert fald en jernvilje bag”
                                          Lars Løkke Rasmussen om den russiske præsident Putin.

Bogens opdeling i både kapitler og den efterfølgende opdeling, hvor det er tydeligt angivet, hvem, der udtaler sig, gør som sagt, at bogen er yderst velegnet som opslagsværk i f.eks. diskussioner. Dertil kommer, at sproget er herligt levende, det flyder og bliver på igen måde tørt – tværtom. Og de indlemmede punchlines, fungerer super godt.

”Det, jeg kan konstatere, at det var skadeligt for Socialdemokratiet, og det var skadeligt for vores muligheder for at fortsætte i regeringen. Når alt det er sagt, var beslutningen vores og mit ansvar.
Helle Thorning-Schmidt om salget af DONG

Alt i alt er Statsministrene en solid portrætbog. At den ikke alene rummer sejre, og den præmis, at de alle får samme spørgsmål, giver læseren en virkelig god indsigt i, hvordan de enkelte var/er som ledere og mennesker. Billedreportagen fra de dage i maj, suppleres med satiretegninger og udlånte fotografier fra deres år i politik. Om du får en ”aha-oplevelse” og- eller en tur ned af memory lane? Statsministrene er så afgjort et læs værd.


© Bognørden