søndag den 19. november 2017

En skuffe fuld - Novellesamling

AF Mads-Peder Winther Søby



Mads Søby er uddannet pædagog og Cand.mag i historie og idéhistorie. Han debuterede som novelleforfatter i 2015 og har siden da bl.a. udgivet digtsamlingen Digteren mellem linjerne (se mere nederst på denne side) Læs mere om forfatteren her

En skuffe fuld er, som titlen lover, en samling noveller, der har ligget i forfatterens skuffe gennem længere tid og nu er kommet på tryk. Samlingen består af 11 af Mads-Peder Winther Søbys egne noveller og afsluttes med kollegaen Andrea Kims novelle Igennem fantasien og kunsten, som jeg anmeldte i 2016 – læs mere nederst.

         1)    I alle størrelser:
               En ung mands møde med fortiden og hans påvirkning af nutiden.

            2)    Kærligheden kan komme hvad dag det skal være
        Om at sidde og vente på kærligheden, mens verden passerer forbi.

3) Brev fra en gen-ganger
 En søns brev til sine forældre og sin bror.

4) Så gik vi
Om at have mistet – ikke mindst lysten til livet.

5) Springet gennem tiden
Om en anden afslutning

6) De værste sår er de, der ikke bløder
Et syn ind i en mulig fremtid.

7) Jeg sang med
Om at se tilbage og skamme sig

8) I læ af tilværelsen
Om at leve livet i fantasien

9) Krigsanalogi
Om mig, mig, mig

10) Det er alt sammen lidt trist
Om en mors forsøg på at trøste sine børn.

11) Ubetinget kærlighed
Om at sige farvel

Novellens form gør jo, at forfatteren skal formidle og begrænse handlingen, så den passer til formen, derfor skal sproget gerne være finpudset, så læseren kan beskæftige sig med handling frem for formidling. Det lykkedes, i min optik, ikke helt her. Sætningerne er ofte alt for lange, hvilket gør sproget gnidret og læsningen mistede flowet. En skarpere sproglig redigering, og læsningen havde været langt mere behagelig. Jeg kan sagtens fornemme formidlings-glæden, og momentvis er der rigtig fine ordspil, gode punchlines og en skøn lyrik. I glimt oplevede jeg solide, realistiske figurer og det vil jeg meget gerne se mere af i de kommende udgivelser.

Den røde tråd er ensomhed. Ensomhed kommer i mange former, det gør den også her i samlingen, hvor figurerne, på hver deres måde, lever med, kæmper imod eller forsøger at forklare eller ændre ensomheden. Det lyder, og er, en dyster samling. Men samtidig er der momentvise lyspunkter, hvor håbet heldigvis kan skinne igennem.

Nogle af novellerne ramte fuldkommen ved siden af hos mig, mens andre gjorde indtryk og kaldte på eftertanke. Her vil jeg fremhæve Gen-gangeren, I læ af tilværelsen og De værste sår er de, der ikke bløder. Alle har et nutidigt og universalt tema om, hvor langt vi vil gå med teknologien og i vores relationer til andre mennesker. Noget er sat på spidsen, mens andet rent faktisk kunne være en biografisk fortælling – og dét er skræmmende.  

Dette var mit andet møde med forfatteren, og præcis som sidste gang, har jeg haft en blandet oplevelse. Nogle af novellerne gjorde stort indtryk, mens andre faldt fuldkommen igennem hos mig. Idérigdommen er der, nu skal sproget bare tunes, så er jeg sikker på, at det bliver til mange, virkelig gode læseoplevelser i fremtiden.


Tidligere anmeldt på Bognørden:

Digteren mellem linjerne – Læs anmeldelsen her

Andrea Kim: Igennem fantasien og kunsten – Læsanmeldelsen her

© Bognørden




Ingen kommentarer:

Send en kommentar