fredag den 23. februar 2018

Den gode datter


AF Karin Slaughter



Oversat af Henrik Enemark Sørensen

Så er hun endelig tilbage, den bundsolide, amerikanske thriller og krimiforfatter, nok mest kendt for serien om FBI agenten Will Trent og retsmedicineren og børnelægen Sarah Linton. Nu er hun så tilbage med endnu en selvstændig thriller –
  
Læs mere om forfatteren her

16. marts 1989 bliver familien Quinns liv revet fra hinanden. En grusom forbrydelse koster Gamma Quinn livet mens teenagedøtrene Samantha og Charlotte er til stede. Deres far, byens voldsomt upopulære forsvarsadvokat Rusty, som altid er på arbejde bliver alene med sine to døtre. 28 år senere er familien ødelagt og splittet. Sam er enke og patent-advokat i New York og har ikke haft kontakt med far og søster i 20 år. Rusty er stadig forsvarsadvokat, han tager fortsat alle de sager, ingen andre ved røre ved. Og Charlie er gået i sin fars fodspor som forsvarsadvokat og er ved at blive skilt fra sin mand. Kort sagt: familien er i ruiner. Men en morgen befinder Charlie sig på gangen, på hendes tidligere skole, og det, der skulle være et kort besøg er endt med to voldsomme dødsfald, voldsomme skader på Charlie og en Rusty, der straks lugter nye klienter. Sagen er bare den, at har man først én gang hørt lyden af et våben, der rammer et menneske – så glemmer man det aldrig igen. Og Charlie befinder sig pludselig midt i sit eget mareridt, det, hun troede var gemt og glemt efter snart tre årtier. Men, sandheden har det med at dukke op, og stille mennesker til regnskab. Spørgsmålet er så, om sandheden kan tåle dagens lys, om tiden læger alle sår og om familien Quinn kan tåle mere modgang?

Sproget er, helt i vanlig Slaughter stil, yderst letlæseligt og sprudlende. Romanen er bygget op omkring hver af de to søstres oplevelser, den skæbnesvangre nat i 1989. Og så den nutidige historie om skoleskyderiet. Læseren er med som beskuer, på første parket og det med fuldkommen frit udsyn. Samtlige figurer er spillevende, politiets og advokaternes arbejde er realistiske og præcis så levende som resten af universet Pikeville.

Den gode datter er en enkeltstående thriller. Den har et noget anderledes fokus, end f.eks. de normalt stærke og voldsomme romaner om Will og Sara. Dette er en bundsolid psykologisk thriller, der har sit fokus på menneskelige relationer. Ikke sådan forstået, at Slaughter ikke skriver levende – dét gør hun i dén grad. Men, jeg bøjer mig i støvet over, at hun evner, så sublimt, at sprede sig over så stort et felt. 

Slaugter kan noget som kun ganske få kan, hun kan skabe figurer og fortællinger så grusomme og levende, at læseren indimellem bliver fysisk dårlig. Jeg har haft det privilegie at tale med denne skønne, petit og milde kvinde – og ikke om jeg begriber, hvordan al den ondskab kan tænkes i hovedet på det blide menneske. Men fakta er, at lige så mild hun er, lige så grusom kan hendes pen være. Slaughter leverer – hver evig eneste gang

Karin Slaughter er Amerikas største og bedste indenfor sit felt. Hvis du endnu ikke kender hende, så er Den gode datter et rigtig godt sted at begynde – kender du hende, så er dette endnu en mustread. Eneste hage er, at nu er ventetiden igen begyndt!


Serien om Sarah & Will tæller pt. 12 romaner, senest udkommet og anmeldt på Bognørden:

En holdt kvinde – Læs anmeldelsen her

Udenfor serie er udkommet og anmeldt på Bognørden:

Lyst hår blå øjne – Læs anmeldelsen her

Hævntørst – Læs anmeldelsen her

De smukkeste – Læs anmeldelsen her

Anmeldeeksemplar
© Bognørden

søndag den 18. februar 2018

VIND - Signeret eksemplar af Smagen af fugl


Jeg har netop haft det store privilegie, at læse og anmelde Pia Ravns Smagen af fugl. Du kan læse min anmeldelse her. Og nu kan to af jer så få fingrene i hver et signeret eksemplar af denne helt fantastiske roman. 


Om romanen:

En efterårsdag i 1990 befinder den 26-årige taxachauffør, Marie, sig i sin lejlighed på Nørrebro med et barn, der ikke er hendes eget.  Da politiet pludselig banker på døren, tager hun flugten ned ad bagtrapperne.

I månederne op til flugten får Marie en række uventede opringninger; en sygeplejerske fortæller, at Maries mor, som hun ikke har haft kontakt med i flere år, er blevet indlagt. Hendes elsker ringer og siger, at de ikke længere kan ses, og en stemme i telefonen meddeler, at hendes faster er død. Hun er ude af sig selv. Hun ved det bare ikke endnu.

I scener fra Maries barndom og tidlige ungdom, trækkes trådene frem til fortællingens nutid og fremad. ”Smagen af fugl” er en fortælling om en ung kvindes ensomme kamp, med de forestillinger hun har om sig selv, om andre og om livet.  En fortælling om hvordan tråde fra barndommen og den tidlige ungdom spinder sig ind i voksenlivet. Det er en fortælling om relationer og skæbner, der flettes sammen og krydser hinanden.

Uddrag fra min anmeldelse: 
"[...]en forrygende velskrevet og vedkommende roman, der så absolut er en af årets mustreads. Jeg bøjer mig i støvet og kræver mere, selv om det bliver svært at overgå en debut, hvor barren en sat  højt." © Bognørden 

Du kan læse mere om bog og forfatter Her og på Facebook her

Alt du skal gøre for at kaste et lod i puljen er, at skrive navnet på forfatteren enten her på bloggen, på Facebook Klik her og - eller på Instagram Klik her. Jeg trækker de to vindere blandt deltagere på de tre platforme.

Vinderen trækkes søndag d. 4.marts kl. 20.00. Hvis vinderne ikke vender tilbage indenfor 24 timer, trækkes ny/e vinder/e. (HUSK at holde øje med om du vinder)

© Bognørden

fredag den 16. februar 2018

Neja og manden i tårnet


AF Vibeke Marx



Vibeke Marx er tilbage, denne gang med en ungdomsroman. Marx har et omfattende forfatterskab bag sig, har udgivet en lang række børn- og ungdomsbøger og voksen romaner. Jeg har haft den store glæde at stifte bekendtskab med et par af hendes værker (se mere nederst) hvilket har medført, at Vibeke Marx er på min mustread forfatterliste.

Neja er 12 år og bor i Sønderjylland med sin mor. Hendes storebror er anbragt på et opholdssted og hendes far forsvandt efter at have siddet i fængsel. Neja og hendes mor er fattige, så fattige, at alt tøj og sko købes i genbrugsbutikker og Neja har aldrig haft en mobiltelefon. Hun er derfor er let mobbeoffer, og faktisk er det den eneste grund til, at Neja ikke bliver ked af det, da moderen fortæller, at de skal flytte til København – hvor alle kan gemme sig. På Christianshavn flytter Neja og moderen ind i en mørk kælderlejlighed bag en butik med gamle ting. Moderen har fået lov at bo i lejligheden bag butikken, mod at hun passer butikken for ejeren Rolf. Neja bliver også mobbet i den nye skole, så hun tilbringer tiden rundt om på Christianshavn, specielt Frelserkirken og dens tårn, trækker i Neja. Hun søger derhen så meget som muligt, men en dag møder hun både engle og en vred mand, der tydeligvis ikke ønsker hende i tårnet. Men venner kan komme når man mindst venter det, og Neja møder først Henny i Kirkens Korshærs genbrugsbutik og siden begynder den fanden i voldske Rina at tage Neja til sig. Så måske er København alligevel ikke så slem, måske er det muligt at vende mørke til lys?

Neja og manden i tårnet er en virkelig velskrevet og meget nødvendig ungdomsroman. Sproget flyder, er i øjenhøjde med mål gruppen. Og så er blandingen af humor og alvor, lykkedes til fulde. Med få undtagelser fremstår persongalleriet levende og yderst realistiske. Læseren bliver inviteret med ind i universet, sidder på beskuerens bænk og skal sådan set ”bare” åbne sanserne – Følelserne, lugtene og tankerne kommer helt selv.

Romanen har en del lag, temaerne er: mobning, fattigdom, venskab og kærlighed. Det giver vide rammer og Marx bruger hele fladen. Temaerne er jo evig aktuelle, men retoriken i dagens Danmark er blevet grovere, og her kan romanen bruges, både som frilæsning og som tema i folkeskolen. Den underholder, mens de alvorlige dele forhåbentlig kan bryde ensomhedsfølelsen hos de, der mærker f.eks. mobning og fattigdom på deres egen krop.Jeg tænker, at målgruppen er mellemskolebørn og opefter.

Jeg lærte Vibeke Marx at kende i Fortællersken. Måtte med skam erkende, at jeg ikke kendte denne fantastiske forfatter. Det gør jeg heldigvis nu, og fik så udvidet mit kendskab til hendes værker med en ny genre. Få forfattere evner at formidle på så højt et niveau, til forskellige målgrupper – Marx er en af de få!


Tidligere udkommet og anmeldt på Bognørden:

Fortællersken – Læs anmeldelsen her

En god flygtning – Læs anmeldelsen her

Anmeldereksemplar

© Bognørden

torsdag den 15. februar 2018

Gadelygter//Birketræer




I 2016 debuterede Tobias Larsen med digtsamlingen Undervejs (se mere nederst på siden) Ved siden af digtene er Tobias Larsen musiker og spoken word artist, der nu også udkommer med et nyt koncept: Katolosyk. Du kan læse mere om det og forfatteren her. Jeg var så privilegeret, at få Tobias Larsens debutsamling til anmeldelse. "Undervejs" gjorde et godt indtryk på mig, så derfor gik jeg til denne samling med spænding.

Gadelygter//Birketræer rummer digte af varierende længde. Den røde tråd er modsætninger. Modsætninger mellem f.eks. kærlighed og svigt, lys og mørke og depression og lykke. Kort sagt et portræt af et menneske - på godt og ondt.

Eksempler fra samlingen:

//
Hvert et usagt øjeblik
hver en overset detalje
Hvert et skrigende glimt af liv
ringende i orgasmens afkroge
er hele verden i sig selv
og denne pen er dirken
der lister låsen op
og får det hele til at danse for mine øjne
hen over tågebankerne
hen over disse blanke sider
//

Frustration//Apati:
[…]Vi forsøger at favne tiden
men det betyder ingenting
Alle vores gode intentioner
vores kærlighed
vores had
betyder ingenting

[…] Vores udpinte sprog
valg og katastrofer
   voldtægt guld og patroner
betyder ingenting
Kultledere klummeskribenter Krasnik og kannibaler
betyder ingenting
Hjernegymnastik og sprøjteorgasmer
vores infantile hyl for applaus
betyder ingenting
Når de finder os i graven
vil disse tatoveringer
ikke være andet end minder
ingen længere slæber rundt på
og det betyder ingenting
Vores hæslige tanker der runger så hult
betyder ingenting

Hvem der bare havde modet
til at lade være
med at være

Hun//Altid:
Mørket accelererer
høvler milliarder
af galakser
roterende gennem tomheden
Stjerner eksploderer
Sorte huller kolliderer
Verdener går tabt
i en kulde uden ilt
Midt i en afkrog
i et uendeligt øjeblik
rullet nøgen ind i lagner
ligger hun
og giver mening
til det hele

Sproget er herlig nutidigt. Lige på og råt i formidlingen og med en klar udvikling hele vejen igennem samlingen. Det menneskelige indre, der kolliderer med samfundets ydre. Kontrasterne vi alle oplever, bliver gjort synlige og fremkalder både genkendelse og eftertanke. Selv om samlingen er forholdsvis kort, er den mangfoldig, fyldig og med flere lag, der med garanti udvikler sig yderligere ved de kommende genlæsninger.

Nu var jeg som sagt så privilegeret at læse debuten, og kan da heller ikke sige mig fri fra at sammenligne en smule. Det kommer forfatteren til gode for, hvor jeg havde lidt forbehold sidst, er jeg begejstret hele vejen denne gang. Både formidling og indhold er forfinet. Igen må jeg erkende, at digte har givet mig en virkelig solid læseoplevelse.


Tidligere udkommet og anmeldt på Bognørden:

Undervejs – Læs anmeldelsen her

Anmeldereksemplar

© Bognørden

tirsdag den 13. februar 2018

Smagen af fugl



AF Pia Ravn


340 sider Pia Ravn Jensen

Smagen af fugl er forfatterens debutroman. Pia Ravn er opvokset i omegnen af København bl.a Tingbjerg, hvor hun i dag også er frivillig underviser på et integrationsprojekt. Derudover er Pia Ravn diabetiker og mistede sit ene øje til sygdommen.  Læs mere om forfatteren her og her

Hun (Marie) er 26 år i 1990. Hendes liv ligger i ruiner, hun har et fremmed barn liggende på sofaen og politiet står og hamrer på hendes hoveddør. Men, hvordan kan det gå så galt, at taxachaufføren på 26, er på vej ned i dybet. For hun har da altid overlevet, klaret sig og hevet sig selv op ved hårrødderne – har hun ikke? I tilbageblik blandes nutiden med fortiden og hendes historie rulles ud i al sin gru. For hun har bestemt ikke haft en almindelig barndom, faktisk har hun haft utallige muligheder for at gå i hundene. ”Hun” voksede op i Tingbjerg som enebarn sammen med sin mor Mona. Mona, den smukke rødhårede damefrisør, der blev forladt af barnefaderen og siden kastede sig lystigt over bydelens øvrige mænd og alt for mange våde varer. Så længe ”hun” kan huske tilbage, har hendes mor været efter hende; hun har aldrig mærket kærlighed eller varme fra sin mor, ja faktisk har hun altid vidst, at hendes mor ikke kunne lide hende. I takt med at hendes mor falder i alkoholismens hul, bliver både mor og datter, mestre i kunsten at nedgøre den anden, sarkasmen driver ned af lejlighedens væge og snart er det en krigszone fremfor et hjem. Mona fortsætter nedturen, mens ”hun” tager med som blind passager. For selv om ”hun” har vennerne Tobias og Laura og deres familier, så er det bøjet i neon, at mor og datter styrer mod afgrunden. Spørgsmålet er sådan set ”bare” hvordan og om nogen af dem kan reddes?

Romanen har to spor, nutiden og fortiden. Der veksles konstant mellem årsag og virkning – og her må jeg bøje mig i støvet – det ér og virker utrolig stærkt. Dertil kommer den skiftende fortælleform: fortiden er bygget op som en fortælling til læseren – læseren er beskueren. Derimod er nutiden fortalt til Marie. Det krævede en smule tilvænning, men i samme sekund tiøren faldt, kunne det (naturligvis) ikke være gjort anderledes. Derfor blev jeg blæst bagover at forfatterens sublime evne til at formidle og hendes få, men stærke virkemidler.

Et er sproget, et andet er fortællingen. Også her, har Pia Ravn fat i den lange ende. For denne fortælling er spillevende. Samtlige personer står knivskarpt på nethinden; om det er alkoholikeren, barnet, den unge eller et blik ind i det syge sind – alt er hudløst udleveret og med garanti genkendeligt i større eller mindre format. Der er så mange lag i romanen, at den kan tages frem igen og igen.

Smagen af fugl er en fortælling om omsorgssvigt, om den sociale arv, om mennesker. Samtidig er den et indblik i 1970 og 80´ernes familie- og samfundsmønstre. Marie kunne desværre sagtens findes i dag, men vi er trods alt kommet dertil, hvor vi ved, at vi skal gribe ind når børn mistrives og omsorgssvigtes. Det gjorde man desværre ikke dengang og derfor findes der i dag mange ”Monaer og Marier” derude.

Forfatteren har som nævnt Diabetes. Og udover de udfordringer sydommen har budt hende, har hun også sloges med psykisk sårbarhed - så dette er en forfatter med en stor livserfaring i bagagen, og den kommer stærkt til udtryk i romanen – Og så er jeg vild med måden, forfatteren skriver sig selv ind i romanen. Smagen af fugl er en hjerteskærende fortælling om ødelagte menneskeliv. Om smerte, sorg, flugt og jagten på kærlighed – til andre og sig selv. Den er grusom i sin hudløse brutalitet. Den er levende, at jeg mærkede Marie med hver en fiber i kroppen, og så var det en roman, der bare ville læses. Jeg opgav at lægge den fra mig, både i tanke og handling. For den trak mig simpelthen bare til sig - igen og igen – indtil jeg havde fået vished for de skæbner, jeg følte så stærkt med.

Summa summarum: en forrygende velskrevet og vedkommende roman, der så absolut er en af årets mustreads. Jeg bøjer mig i støvet og kræver mere, selv om det bliver svært at overgå en debut, hvor barren en sat højt.

Anmeldereksemplar
© Bognørden

søndag den 11. februar 2018

32 cm

AF  Morten Sabroe



Så er han her igen, den produktive forfatter, der tidligere arbejde som journalist. Sidste år udgav han Love me Do (se mere nederst) det selvbiografiske er nedtonet for i stedet at kaste sig over et uhyre aktuelt emne, og så er det helt på sin plads at nævne, at 32 cm er skrevet inden #MeToo kampagnen fik vinger. Læs mere om Morten Sabroe her

Alfred Andersen er kongerigets højtelskede TV vært. Hans show har himmelhøje seertal og han kaldes Gud. Privat er han far til teenageren Cathrin og gift med Raquel. Men underskønne Raquel er ikke længere i stand til at gøre Alfred tilfreds. Faktisk er det kun hans status og høje tanker om sig selv og sin kunnen, der kan holde Alfred ovenvande. Nu står Alfred på kanten til at fylde 50 og det skal naturligvis fejres med et kæmpe TV show. Men Alfred er ikke tilfreds med gæsterne og får, synes han selv, en lysende ide: Johnny Depp skal med i showet. Men, hvordan får man sådan en stjerne med i et dansk show? Det mener Alfred at have en løsning på. Den løsning indeholder blandt andet en kunstsamler med en penis på 32 cm. Og med en tiltrækningskraft, der får Alfreds misundelse til at nå nye højder. Men i kampens hede slår det klik for Alfred. Han bliver for kæphøj, tager magtarrogancen for langt, og pludselig er den landskendte og elskede TV vært fyret og anklaget for sexkrænkelser. Alfreds kone, datter og selv hans advokat vil ikke have noget med ham at gøre. Så faktisk er det katten Jackson, der som den eneste, ikke vender ham ryggen. Men, hvordan skal Alfred og katten kunne vende det kæmpe had, der raser mod Alfred – kan det overhovedet vendes? 

Morten Sabroe er, som altid, velskrivende. Sproget er velkomponeret, det flyder i en lind strøm og fører læseren mod et klimaks, der vel næppe har set sin mage. Jeg kan bedst beskrive romanen som en art absurd teater. Det er bøjet i neonlys, at Sabroe har skabt en herre-roman, hvor satiren er så tyk, at den flere steder bliver absurd. Kvinder, der driver mænd til liderlighedens vanvid. Mænd, der er over sidste salgsdato, men ikke selv vil indse det. Magt krydret med forfængelighed og ønsket om at blive set – dét er, hvad figurerne leverer i et univers, hvor alle leder efter sig selv og ingen har selverkendelse.

Vil man, trods det faktum, at romanen altså er skrevet inden #MeToo rigtig kom i gang, skyde Sabroe motiver i skoene, ja, så bliver de ikke til hans fordel. For trods det, at han gør tykt nar af chefer, kvinder og narcissistiske mænd med store egoer – ja, trods det, så er det som om Sabroe også fralægger sin hovedpersons ansvar. Nuvel, der er betegnelser, der ikke hører hjemme, hvor de kastes i luften. Men, en magtarrogance, der eskalerer til en art vold, er bestemt ikke okay – det blåstempler Sabroe, i min optik. 

Ser man udover satiren og de grove portrætter af en medieverden i frit fald, så får man stunder til eftertanke. For, hvor er det dog let at misforstå, hvor er retoriken dog blevet grov og, hvor er det let at fremkomme med beskyldninger – sande eller falske. Dér rammer Sabroe dybt i den verden vi aktuelt er en del af. Faktisk kan 32 cm dele vandende, på den ene side kan Sabroe vel betegnes som en forfatter, der med 32 cm er forud for sin tid. På den anden side, er romanen på sin vis også så stereotyp i sin kønsrolle udstilling, at dele af handlingen, sagtens kunne være skrevet for mange årtier siden. Dét er da originalt.

Jeg lover en usædvanlig læseoplevelse. Pik og kvinder i (centi)metermål, kvinder der hader mænd og elsker kvinder. Og så magtmennesker, der lever efter egne særregler og enten drukner eller evner at svømme i land. Om romanen ender som underholdning eller bliver taget som et partsindlæg i kønsrolledebatten, afhænger jo af læseren. Uagtet, hvilken ende af skalaen du ender på, garanterer jeg en meget anderledes læseoplevelse – vil du med?


Tidligere udkommet og anmeldt på Bognørden

Love me Do – Læs anmeldelsen her

Drengen der løb med Gud – Læs anmeldelsen her

Anmeldereksemplar
© Bognørden

tirsdag den 6. februar 2018

Dunbar

AF Edward St. Aubyn



Oversat af Allan Hilton Andersen

I Hogarts serie Shakespeare i et nyt årtusind er det nu den verdenskendte, engelske journalist og forfatter Edward St Aubyn, der fortolker Kong Lear. Aybyn er nok mest kendt for sin hudflettende saga om Melrose familien. Se mere nederst på siden.

Henry Dunbar er canadisk medieguru. Han har stablet en enorm formue på benene gennem sit medieimperium, men har tilsyneladende også svigtet undervejs. For Henry Dunbar befinder sig nu på et nordengelsk sanatorium for sindslidende, hvor han to ældste døtre, Abby og Megan har anbragt ham, mens de forsøger at narre firmaet fra ham. For sagen er den, at Abby og Megan har allieret sig med deres fælles elsker Dr. Bob. Dr. Bob er leveringsdygtig i perverteret sex, medicin i lange baner og ikke mindst tvivlsomme diagnoser. Og en tvivlsom diagnose, var præcis, hvad søstrene skulle bruge for at skaffe deres far af vejen. Men Dunbar har klare øjeblikke fra medicinens tåger, og her planlægger han at flygte sammen med alkoholikeren Peter. Peter vil have Dunbars penge til en solid druktur og Dunbar vil redde sit firma og finde sin yngste datter Florence. Men, alle planerne synes at møde modtand, for Perter og Dunbar får en ”blind passager” med på flugten ud i det bjergrige og øde landskab. Megan og Abby får stadig mere flyvske planer og deres livvagter kan ikke rigtig administrere søstrene, stofferne og deres opgave. Og endelig er Florence på vej tilbage i sin fars liv efter at have været væk længe. Kort sagt, en familietragedie er under opsejling og nogen må erkende, at planer kan gå i vasken.

Aubyn skriver så befriende let. Han hudfletter endnu en gang overklassen og dens levevis. Sproget flyder og læseren er med som iagttager på første parket. Jeg fristes til at sige, naturligvis. Naturligvis bruger Aubyn atter sine stærke og genkendelige virkemidler. Nuvel, Dunbar er langt den mest vulgære beretning jeg til dato har læst fra hans hånd, den bevæger sig meget tæt på min grænse, men jeg må altså også beundre forfatterens evne til at udstille og spotte samfundets top – som vel egentlig er egentlig er bunden?

Dunbar evner at fange de mindste detaljer i menneskers interaktion. Han borer, sylespidst, ned i kernen af jalousi, had og magtarrogance. Og så evner han at skabe et univers, der nærmest er balsameret i menneskelig dårskab. Opgaven i forhold til Shakespeares Hobart er jo forholdsvis bundet. Men jeg har nydt nyfortolkningerne – og således også Dunbar. Min eneste anke er, at den sidste tredjedel af Dunbar, ikke helt når op på niveau med de forgående kapitler. Men læsværdig – det er den. Og så ser jeg frem til næste bind i Shakespeare serien. Jo Nesbøs fortolkning af Macbeth. Udkommer 15. marts.


Tidligere udkommet i Hobart Shakespeareserien og anmeldt på Bognørden:

Hekseyngel – Læs anmeldelsen her

Tidens Kløft – Læs anmeldelsen her

Eddikepigen – Læs anmeldelsen her

Tidligere udkommet og anmeldt på Bognørden:

Glem det, dårligt nyt & En smule håb – Læs anmeldelsen her

Moders mælk

Den store pris – Læs anmeldelsen her

Anmeldereksemplar
© Bognørden


mandag den 29. januar 2018

Perfekt

AF Cecelia Ahern





Oversat af Marie Kopp

Så er den her endelig – efterfølgeren til Young Adult romanen Flosset (se mere nederst på siden) Flosset var den irske forfatters debut på ungdomsfronten, men hun har tidligere skrevet bl.a. P.S I love you og solgt mere end 25 millioner bøger. Se mere her

Vi er tilbage i landet, hvor de indbyggere, der overskrider en af de syv synder, bliver brændemærket og skal leve som Flosset. Celestine står foran sin 18 års fødselsdag, da hun vælger at hjælpe en ældre mand i bussen. Men almindelige mennesker må ikke hjælpe en Flosset, og da Celestine vælger at stå ved sin handling ændres hendes liv for altid. Hendes sikre tilværelse rives brutalt væk fra hende da hun bliver Flosset. Hendes kæreste Art, er søn af dommer Crevan, samme dommer, som Celestine vender ryggen – og det skal hun nu betale – dyrt - for. Men Celestine har noget på Dommeren, noget, der potentielt kan vælte hele eksistensen af det Lav som Dommer Crevans familie har opbygget. Lavet har angivere, der henter potentielle Flossede. De har en ret, hvor de dømmer de anklagede, og der er også der de brændemærker folk. Laver dømmer de Flossede til at bære armbind, fjerner deres børn, nægter dem søde sager og nægter dem at tale med mere end en Flosset af gangen – for bare at nævne nogle af de grusomme regler, der omgiver en dømt Flosset. Celestine flygter, fra sin familie og fra dommeren. Men hun har kun få hjælpere: sin bedstefar, nogle af bedstefaderens Flossede ansatte og så Carrick.til at hjælpe sig. Carrick, som var indsat i cellen ved siden af Celestine, så da hun blev brandemærket og derfor også ved, hvad Celestine kan presse dommer Crevan med. Men, hvad kan de to unge mennesker stille op mod et så stort og magtfuldt system? Der er ikke mange, der ønsker at hjælpe en Flosset og selv blive dømt, og så begynder mennesker at forsvinde. Faktisk de mennesker, der kender til Crevan og Celestines hemmelighed. Så, hvor langt vil Crevan gå for at begrave hemmeligheden og er det overhovedet muligt for Celestine at få retfærdighed?

Præcis som forgængeren, er Perfekt skrevet i et skønt letlæseligt sprog. Små korte kapitler og et sprog, der bare flyder. Nogle af figurerne er gengangere mens nogle er nye. Fælles for dem alle er, at de er levende og rimelig realistiske i ord og handling. Og frem for alt, kan læseren relatere til figurerne – alle som en. Læseren er fanget fra først til sidst, siderne vender sig selv, og trods det, at tankerne er på overarbejde og tvedeles af handling og egne sammenligninger, ja så er dette en roman, der næsten læser sig selv. Og frem for alt, bliver læseren stillet overfor etiske og moralske dilemmaer, der kræver stillingtagen – jeg var igen, yderst begejstret.

Selv om det er en fortsættelse til Flosset, og jeg bestemt synes forgængeren skal læses, så er det faktisk muligt at starte med Perfekt – men det vil være at snyde sig selv. Jeg er ganske klar på, at jeg nok er et par dage over målgruppe, sådan aldersmæssigt – men, præcis som med forgængeren, så er det her ikke ”bare” ungdomsromaner. Det her er i meget høj grad en fortælling om, hvor galt det kan gå, når man ikke lærer af fortiden, og når mennesker med magt ønsker mere.

Jeg oplever, at samfundet i dag, rummer en stadig grovere retorik. Der er meget ”de” og ”os” det at pege fingre af dem, vi ikke er enige med, er desværre snart normen. Og dermed kan vi bidrage til, at nogle af fortidens fejl kan gentages. Derfor er disse to romaner så vanvittig vigtige og evig aktuelle. Min eneste anke er, at slutningen måske bliver en smule søgt og hastet lidt igennem, men jeg runder op, for jeg har endnu en gang haft en super god tur – du skulle tage og komme med.



Tidligere udkommet i serien og anmeldt på Bognørden:

Flosset – læs anmeldelsen her

Anmeldereksemplar

© Bognørden

lørdag den 27. januar 2018

Pigen under jorden


AF Elly Griffiths



Oversat af Lærke Pade

Den engelske forfatter begyndte som forlagsredaktør og er nu forfatter på fuld tid. Elly Griffith er inspireret af forfatterens bedstemor og gemmer på Domenicia de Rosa. Under eget navn udgav hun fire romaner om Italien, mens Pigen under jorden er hendes debutroman under pseudonym. Samtidig er det første bind i serien om Ruth Galloway. Serien, der pt. tæller ni bind har prydet bestsellerlisterne har vundet flere priser.

Helt ude, hvor de engelske krager vender, bor Ruth. Ruth er sidst i 30´erne, arkæolog og arbejder på universitetet. Ruth har valgt at købe et hus helt ude ved saltmarsken, her bor hun alene sammen med sine to katte – og hun nyder både stilheden og den rå natur. Men en dag brydes stilheden. Vicekriminalkommisær Nelson møder op på universitetet og ønsker Ruths hjælp, for politiet har fundet nogle knogler, som muligvis er fra et menneske. Ruth kæmper med modvilje over at blive hevet ud af freden og så nysgerrigheden, da knogler jo er hendes lidenskab – og da findestedet, stort ser er i Ruth egen baghave, vinder nysgerrigheden. Det bliver begyndelsen på et meget anderledes samarbejde mellem arkæologen og politimanden, for Nelson jagter stadig en 10 år gammel sag, hvor den lille pige Lucy forsvandt sporløst og, hvor Nelson stadig får breve, tilsyneladende fra gerningsmanden, der håner ham for ikke at finde Lucy. Så Nelson kan naturligvis ikke slippe sagen, han vil gå langt for at kunne give Lucys forældre vished. Ruth bliver hevet med og da endnu en lille pige forsvinder, er Ruth så langt inde i sagerne, at det måske begynder at blive farligt for hende selv og hendes omgivelser. For den ellers så rolige saltmarsk bliver nu et rend af mennesker med helt forskellige dagsordener - og, hvem er egentlig til at stole på?

Romanen er skrevet i et herligt, letlæselig sprog. Lixtallet er så lavt, at læseren bare skal læne sig tilbage og nyde fortællingen om makkerparret. Og lad mig blot fastslå – Ruth og Nelson er på mange måder et umage par. Havde det ikke været for det mørke, blæsende land og tema, der omgiver fortællingen, så ville jeg have kaldt den en perfekt hygge-krimi. Nå, det gør jeg nu alligevel. For den er hygsom og ganske underholdende, trods temaet.

Persongalleriet er snævert og giver derfor rum til fordybelse, hvilket jeg synes forfatteren har evnet at formidle virkelig godt. Da det er figurenes debut, skal der naturligvis gives et klart billede af, hvem de er – og det er lykkedes til fulde. Netop med baggrund i det lette sprog, får læseren serveret de medvirkende på et sølvfad. Og faktisk har forfatteren så også valgt, at skabe nogle meget levende og atypiske hovedpersoner, som jeg kan garantere, at læseren kan relatere til – på rigtig mange måder.

Politiets arbejde er realistisk, der er ingen lette løsninger eller superman/woman episoder. Jeg var deltager i opklaringen og trods det, at plottet faktisk er temmelig let at gætte, gav det mig en super god og meget forfriskende læseoplevelse. Jeg må sige, at jeg i dén grad glæder mig til de næste i serien. Dels er jeg spændt på at følge den eller de figurer, der skal fortsætte. Og dels er jeg virkelig spændt på, hvad forfatteren har i støbeskeen til den skæve og vidunderlige Ruth.

Du tror ,måske, at du har læst alle de former for krimier, der findes – tro om igen. Jeg vil gerne vove pelsen og påstå, at arkæologen Ruth bliver et herligt og meget friskt pust indenfor genren. En debut, der lover virkelig godt og er en klar mustread for krimielskere.



Anmeldereksemplar
© Bognørden

torsdag den 18. januar 2018

Den, der lever stille





Leonora Christina Skov er mag.art. i litteraturvidenskab, ansat som litteraturanmelder på Weekendavisen og så er hun forfatter og foredragsholder. Hendes værker, der bl.a. tæller; Hvor intet bryder vinden (se mere nederst på denne side) Rygsvømmeren, Førsteelskeren og Champagnepigen, er oversat til flere sprog, ligesom Leonora Christina Skov har modtaget Kunstfonden treårige arbejdslegat. Den, der lever stille er en biografisk roman om Leonora Christina og hendes familie – Læs mere omforfatteren her

Christina vokser op i Helsinge, i et halvtomt parcelhus, hvor familien lever et meget tilbagetrukket liv uden ret stor berøring med andre mennesker. Meget tidligt går det op for Christina, at hun er ganske uønsket – hendes mor forsømmer ikke én eneste mulighed for at fortælle Christina, hvor slem fødslen var, hvor meget hun er til besvær og, hvor meget moderen ofrer for at give Christina det bedste af det bedste etc. Christinas far er helt på sin hustrus side, hænderne sidder løst når Christina (igen) har fået sin mor til at græde, ligesom han heller ikke forsømmer at kommentere Christinas (mange) mangler; hun skriver ikke uden stavefejl ved skolestart, hun ligner en luder da hun er på vej til fest og Christina må da kunne se, hvor meget hendes mor tager sig af hende, hvor godt familien har det og endelig holder han skarpt øje med hver en øre fra lommepengene, for bare at nævne en smule. Bruger Christina så meget som en femøre på slik, lukker lommepengene – for altid! Helt fra de tidlige barneår har Christina opdaget, at hun tiltrækkes af piger og kvinder. Det er naturligvis fuldkommen udelukket, at hun kan være lesbisk i den familie – tale om det kan hun heller ikke, for begge forældre er stærkt homofobiske. Men naturligvis kan Christina ikke blive ved at lægge bånd på sig selv, og en dag sandheden på bordet. Helt som ventet, bliver det ikke modtaget godt hos forældrene. Christinas mor kalder hende pervers, faderen bakker op med andre stupide udsagn. Og da moderen får en kræftdiagnose, er det tydeligvis Christinas fejl – alle ved jo, at cancer er psykisk betinget og fremkaldes af, i dette tilfælde, en homoseksuel datter. I sin kamp for at overleve, slippe fri og ikke mindst forsøge at genskabe sig selv, beslutter Christina sig for at lægge Christina til hvile i Helsinge og skabe Leonora. Leonora skal være en fri kvinde, der tager imod den kærlighed der bydes hende – uanset køn. Og så skal Leonora være kvinden, der skaber frihed og ro i Christinas hoved. Men sådan et forkvaklet familieliv sætter spor – dybe spor. Spørgsmålet er om Leonora Christina kan lykkes med opgaven. Evner hun at slippe fortiden og tage imod den kærlighed og de venskaber hun bydes? Får hun endelig italesat problemerne, får svar eller tager hendes mor Leonora Christinas mange spørgsmål og manglende svar med i graven?

Den, der lever stille er, helt som de øvrige tekster fra Leonoras hånd, en fuldkommen fantastisk sproglig bombe. Leonora Christina skriver fængslende, vedkommende og frem for alt så spillevende, at jeg var med som flue på vægen og helt inde under hjernebarken på Leonora Christina. Hun formidler som få, men til de mange!

Romanen indeholder flere temaer; først og fremmest psykisk terror. En stille dræber, der ofte ikke opdages og endnu mindre anerkendes. Her er det er dagplejemor, der slår ned i problemets midte, men ikke høres. Så er der temaet om mobning på flere planer. Dertil lægges ”Jeg blander mig, men vil ikke stå ved det” martyrer, der af (misforstået) godhed indsamler al den dårligdom de kan komme i besiddelse af og videregiver i overflod. (tak for tanken, men NEJ TAK til de konstante lussinger du bibringer mig) Og så er der (det evig aktuelle) temaet med homoseksualitet. Mennesker (for)dømmer, udspyr diagnoser, fremkommer med obskure, generaliserende udtalelser (tak for at overse de kollegiale råd – jeg kunne ikke være mere ligeglad med, hvordan i gør det) Mennesker påberåber sig tolerance, men kan alligevel ikke tolerere en homoseksuel i familien, og slet ikke tæt på. Hvad filan sker der? Det er 2018 og homoseksuelle skal stadig bedømmes på deres seksualitet frem for deres menneskelige kompetencer – Det er trist. Og desværre et klokkeklart eksempel på, hvorfor romanen er så vigtig og evig aktuel.

Den, der lever stille er en samling af problematikker, kastet i hovedet på et barn, med fangearme, der strækker ind i hjernen på et ungt menneske for til slut at ende hos et voksent menneske. Et menneske, der konstant er i tvivl om andres hensigter. Konstant bliver misforstået, mobbet og skamløst kritiseret og som alligevel bliver ved at forsøge – kræver sin ret til at deltage i debatten og behandles som det hun er; menneske, kvinde, forfatter og debattør. Mange mennesker forsøger at lukke munden på Leonora Christina, men hun kæmper videre – insisterer, specielt i forhold til faderen. Hvordan denne (umulige?) kamp kan vindes er mig en gåde. Hvorfor vil et menneske have mentale lussinger konstant, hvornår er nok, nok? Jeg ved det ikke, men jeg vil gerne melde mig på holdet, der står bagved og griber ifald forfatteren falder. For hos mig tæller mennesket frem for evnerne.

Da jeg anmeldte Hvor intet bryder vinden, løb jeg desværre også nogle gange ind i nogle af de fordømmende: ”Nej tak, hun er alt for skinger.” Når jeg delte min store begejstring for denne forfatters evner. Hvad i alverden har hendes udseende og udtale at gøre med hendes skønlitterære romaner? Det har jeg stadig til gode at få besvaret. Jeg kan stadig ikke se relevansen – men vil man gå glip af virkelig gode læseoplevelser, der åbner op for menneskelig refleksion og maner til eftertanke står det naturligvis frit for - men sikke et tab!

For endnu engang må jeg bøje mig i støvet. Leonora Christina er en sublim fortæller, hvordan hun er lykkedes med at skrive denne selvbiografiske roman, er mig en stor gåde. For den er på alle måder selvudleverende, hudløs og kalder på hele følelsesregisteret… Jeg har været virkelig påvirket under læsningen, og jeg er ”kun” læser. Romanen er et tveægget svær: den er en sproglig perle, kapitlerne flyder og læseren er med hele vejen. MEN, den er, følelsesmæssigt, utrolig svær at læse. Det er svært at være så stort et menneske som Leonora Christina er – jeg når hende ikke til sokkeholderne. Men hun skal have tusind tak for at tage mig med indenfor - jeg ville ikke have været det foruden. 

Den, der lever stille er en af dette årtis mustreads – læs den!


 Tidligere udkommet og anmeldt på Bognørden

Hvor intet bryder vinden – Læs anmeldelsen her

Anmeldereksemplar
© Bognørden