mandag den 29. januar 2018

Perfekt

AF Cecelia Ahern





Oversat af Marie Kopp

Så er den her endelig – efterfølgeren til Young Adult romanen Flosset (se mere nederst på siden) Flosset var den irske forfatters debut på ungdomsfronten, men hun har tidligere skrevet bl.a. P.S I love you og solgt mere end 25 millioner bøger. Se mere her

Vi er tilbage i landet, hvor de indbyggere, der overskrider en af de syv synder, bliver brændemærket og skal leve som Flosset. Celestine står foran sin 18 års fødselsdag, da hun vælger at hjælpe en ældre mand i bussen. Men almindelige mennesker må ikke hjælpe en Flosset, og da Celestine vælger at stå ved sin handling ændres hendes liv for altid. Hendes sikre tilværelse rives brutalt væk fra hende da hun bliver Flosset. Hendes kæreste Art, er søn af dommer Crevan, samme dommer, som Celestine vender ryggen – og det skal hun nu betale – dyrt - for. Men Celestine har noget på Dommeren, noget, der potentielt kan vælte hele eksistensen af det Lav som Dommer Crevans familie har opbygget. Lavet har angivere, der henter potentielle Flossede. De har en ret, hvor de dømmer de anklagede, og der er også der de brændemærker folk. Laver dømmer de Flossede til at bære armbind, fjerner deres børn, nægter dem søde sager og nægter dem at tale med mere end en Flosset af gangen – for bare at nævne nogle af de grusomme regler, der omgiver en dømt Flosset. Celestine flygter, fra sin familie og fra dommeren. Men hun har kun få hjælpere: sin bedstefar, nogle af bedstefaderens Flossede ansatte og så Carrick.til at hjælpe sig. Carrick, som var indsat i cellen ved siden af Celestine, så da hun blev brandemærket og derfor også ved, hvad Celestine kan presse dommer Crevan med. Men, hvad kan de to unge mennesker stille op mod et så stort og magtfuldt system? Der er ikke mange, der ønsker at hjælpe en Flosset og selv blive dømt, og så begynder mennesker at forsvinde. Faktisk de mennesker, der kender til Crevan og Celestines hemmelighed. Så, hvor langt vil Crevan gå for at begrave hemmeligheden og er det overhovedet muligt for Celestine at få retfærdighed?

Præcis som forgængeren, er Perfekt skrevet i et skønt letlæseligt sprog. Små korte kapitler og et sprog, der bare flyder. Nogle af figurerne er gengangere mens nogle er nye. Fælles for dem alle er, at de er levende og rimelig realistiske i ord og handling. Og frem for alt, kan læseren relatere til figurerne – alle som en. Læseren er fanget fra først til sidst, siderne vender sig selv, og trods det, at tankerne er på overarbejde og tvedeles af handling og egne sammenligninger, ja så er dette en roman, der næsten læser sig selv. Og frem for alt, bliver læseren stillet overfor etiske og moralske dilemmaer, der kræver stillingtagen – jeg var igen, yderst begejstret.

Selv om det er en fortsættelse til Flosset, og jeg bestemt synes forgængeren skal læses, så er det faktisk muligt at starte med Perfekt – men det vil være at snyde sig selv. Jeg er ganske klar på, at jeg nok er et par dage over målgruppe, sådan aldersmæssigt – men, præcis som med forgængeren, så er det her ikke ”bare” ungdomsromaner. Det her er i meget høj grad en fortælling om, hvor galt det kan gå, når man ikke lærer af fortiden, og når mennesker med magt ønsker mere.

Jeg oplever, at samfundet i dag, rummer en stadig grovere retorik. Der er meget ”de” og ”os” det at pege fingre af dem, vi ikke er enige med, er desværre snart normen. Og dermed kan vi bidrage til, at nogle af fortidens fejl kan gentages. Derfor er disse to romaner så vanvittig vigtige og evig aktuelle. Min eneste anke er, at slutningen måske bliver en smule søgt og hastet lidt igennem, men jeg runder op, for jeg har endnu en gang haft en super god tur – du skulle tage og komme med.



Tidligere udkommet i serien og anmeldt på Bognørden:

Flosset – læs anmeldelsen her

Anmeldereksemplar

© Bognørden

Ingen kommentarer:

Send en kommentar