AF Chris Carter
371 sider Jentas
Dette er 7. bind i serien om Robert Hunter, jeg har været med fra starten og været både begejstret og været ved at opgive at læse videre. Jeg synes det blev for råt i den femte bog, men jeg gav den sjette en chance - og det var rigtig godt, for stilskiftet var lige mig.
Jeg er døden er præcis lige så velskrevet og levende som de forgående. Både figurer og omgivelser er realistiske og godt beskrevet. Stereotyp Amerikansk seriemorder-krimi når det er mest råt. For Carter er ikke blevet i den mere psykologiske formidling, han er tilbage i det rå - mere rå end nogensinde!
Hunter og Garcia bliver kaldt ud til et dødsfald, en ung kvinde findes død på en mark tæt på lufthavnen i LA. Umiddelbart har hun ingen skader, men det anonyme opkald til alarmcentralen får alligevel makkerparrets klokker til at ringe. Og da først retsmedicineren får tøjet af den unge kvinde, er billedet klar: Hunter og Garcia står igen overfor en seriemorder, og denne her, er en særdeles kold og yderst voldelig en af slagsen. Det eneste spor han efterlader er et papir i kvindes hals med ordenen: Jeg er døden. Der dukker endnu et offer op med samme signatur, og byens borgmester får tilsendt en "hilsen" fra morderen. Makkerparret står nu overfor en seriemorder, der gerne vil lege med politiet, og ikke efterlader så meget som et eneste hår på gerningsstederne. Presset stiger, og da Hunter pludselig bliver personligt involveret, bliver det en kamp mod tiden, hvem er den næste, og hvorfor findes der ikke et eneste skæringspunkt mellem ofrene?
Lad mig starte med at fastslå, at dette så afgjort ikke er for læsere med sarte nerver. Jeg synes Carter bevæger sig på kanten af, hvad der er udholdeligt at læse, det er også denne gang meget levende og yderst detaljeret læsning. Jeg blev faktisk fysisk dårlig flere gange, men samtidig har Carter en evne, der gør at selv det mest grusomme indhold, bliver muligt at læse - hvis altså nerverne er til det. Og igen har jeg læst på rekordtid, for han evner altså også at få sproget til at flyde, og skrue et plot sammen, der både overrasker og holder.
Carter har altid flere spor i handlingen, således også denne gang, hvor det andet spor giver et endnu mere malende billede af det syge sind. Og trods voldsomheden, må jeg altså rose forfatteren for hans formidling af det syge menneskelige sind. Hvor frastødenden det end bliver, evner han at få læseren med ind under huden på gerningsmanden og ofrene.
Jeg havde gerne set en afdæmpning af volden og de detaljerede billede der tegnes. Men udover dette og nogle periodevis gentagende passager, er jeg nødt til at sige, at dette er en ægte Chris Carter. Hans fans vil elske den, og trods det, at det er 7. roman i en serie, kan nye læsere sagtens starte her - hvis du vil have dit nattesøvn, så tag den ikke med i seng!
Jeg er døden er præcis lige så velskrevet og levende som de forgående. Både figurer og omgivelser er realistiske og godt beskrevet. Stereotyp Amerikansk seriemorder-krimi når det er mest råt. For Carter er ikke blevet i den mere psykologiske formidling, han er tilbage i det rå - mere rå end nogensinde!
Hunter og Garcia bliver kaldt ud til et dødsfald, en ung kvinde findes død på en mark tæt på lufthavnen i LA. Umiddelbart har hun ingen skader, men det anonyme opkald til alarmcentralen får alligevel makkerparrets klokker til at ringe. Og da først retsmedicineren får tøjet af den unge kvinde, er billedet klar: Hunter og Garcia står igen overfor en seriemorder, og denne her, er en særdeles kold og yderst voldelig en af slagsen. Det eneste spor han efterlader er et papir i kvindes hals med ordenen: Jeg er døden. Der dukker endnu et offer op med samme signatur, og byens borgmester får tilsendt en "hilsen" fra morderen. Makkerparret står nu overfor en seriemorder, der gerne vil lege med politiet, og ikke efterlader så meget som et eneste hår på gerningsstederne. Presset stiger, og da Hunter pludselig bliver personligt involveret, bliver det en kamp mod tiden, hvem er den næste, og hvorfor findes der ikke et eneste skæringspunkt mellem ofrene?
Lad mig starte med at fastslå, at dette så afgjort ikke er for læsere med sarte nerver. Jeg synes Carter bevæger sig på kanten af, hvad der er udholdeligt at læse, det er også denne gang meget levende og yderst detaljeret læsning. Jeg blev faktisk fysisk dårlig flere gange, men samtidig har Carter en evne, der gør at selv det mest grusomme indhold, bliver muligt at læse - hvis altså nerverne er til det. Og igen har jeg læst på rekordtid, for han evner altså også at få sproget til at flyde, og skrue et plot sammen, der både overrasker og holder.
Carter har altid flere spor i handlingen, således også denne gang, hvor det andet spor giver et endnu mere malende billede af det syge sind. Og trods voldsomheden, må jeg altså rose forfatteren for hans formidling af det syge menneskelige sind. Hvor frastødenden det end bliver, evner han at få læseren med ind under huden på gerningsmanden og ofrene.
Jeg havde gerne set en afdæmpning af volden og de detaljerede billede der tegnes. Men udover dette og nogle periodevis gentagende passager, er jeg nødt til at sige, at dette er en ægte Chris Carter. Hans fans vil elske den, og trods det, at det er 7. roman i en serie, kan nye læsere sagtens starte her - hvis du vil have dit nattesøvn, så tag den ikke med i seng!
Tidligere udkommet i serien: Læs anmeldelser her
1. krucifiks morderen
2. Bødlen
3. Stalkeren
4. Dødens kunstner
5. Dødsshowet
6. Ondskab
© Bognørden
Ingen kommentarer:
Send en kommentar